Australsk easy listening

16/7/2016 | Forfatter: Rasmus Espersen | Fotograf: Poul Nyholm
Sarah McKenzie , Musikhuset Aarhus, 15/07 20:00

I anledning af sit tredje album leverede Sarah McKenzie med band fredagsunderholdningen i Musikhuset.

Musikhusets foyer har lagt lokale til mangt en fremragende middagsjazzkoncert i Aarhus Jazz Festivals historie. Fredag aften var der australsk besøg i den store, lyse hal af sangeringen og pianisten Sarah McKenzie og hendes band, guitaristen Jo Caleb, bassisten Tom Farmer og trommeslageren Marco Valeri.
 

Kvartetten lagde ud med ”Day In, Day Out” hvor vi fik mulighed for at hilse på hele orkesteret med en solo fra hver enkelt. Denne blev efterfulgt af tre af McKenzies egne numre: ”That’s It, I Quit”, med en lang, flot basintro, der satte de restende i gang med at swinge i et højt tempo, og titelsangene fra hendes henholdsvis tredje og første albums ”We Could Be Lovers” og ”Don’t Tempt Me”. Sidstnævnte en tango med Calebs guitarspil i fokus.
 

På Betty Carters ”Tight” fik trommeslager Valeri mulighed for at råde bod på sin noget utighte trommesolo i først nummer, og han spillede sig således op på niveau med sine medspillere. Et niveau, som var højt hos samtlige i kvartetten. Til efteråret drager de på turné i Europa i anledningen af sidste års udgivelse ”We Could Be Lovers”, men det var tydeligt, at kvartetten allerede er godt sammenspillet. Det fik vi især at høre på første sæts bedste og sidste nummer, ”The Lovers Tune”, hvor alle fire gav den lige det ekstra og udfordrede hinanden i sammenspillet, hvilket også fik publikum aktiveret.
 

Andet sæt bød på et par bluesnumre, ”First Affair” og ”I’ve Got The Blues Tonight”. Her synes jeg, at Sarah McKenzie har sin primære force. Hun kan sit bluespianospil til perfektion, og fik spillet nogle gode soloer i med- og modspil med Calebs guitar. På vokalsiden spænder McKenzie ikke så vidt, men hun synger til gengæld flot i det område, hvor hun nu engang ligger. Det viste hun især, da hun sendte Farmer og Valeri af scenen for selv at sidde tilbage og synge duet med Calebs guitar på ”Moon River” og ekstranummeret ”Embraceable You”. Desværre led disse præstationer lidt under, at baren stadig havde musikken kørende.
 

Andet sæt bød også på bossanovaen ”Twist”, ”Bye Bye Blackbird”, ”Quoi, quoi, quoi” og ”When In Rome” fra McKenzies kommende album. Alle ganske fint fremført. Det blev dog lidt fladt med så mange sange i det samme register og med soloer pænt fordelt til alle på stort set hvert nummer. Musikken og sangene var meget pæne og harmløse. Det gjorde dem nemme at lytte til, de var da også velspillede og bestemt ikke dårlige. De ville bare ikke det store, hvorfor det gik hen og blev lidt kedeligt, lidt trivielt. Sarah McKenzie og hendes band blev derfor i det lange løb lidt et surrogat for den sædvanlige, ufarlige fredagsunderholdning på tv. Man blev godt underholdt, men det var ikke en mindeværdig oplevelse.