Med hjerte og sjæl

17/7/2016 | Forfatter: Carl Ancher
Lizz Wright, Musikhuset Aarhus, 16/07 20:00

Lizz Wright stod for den smukkest tænkelige afslutning på en jazzfestival, der i høj grad stod i sangerindernes tegn.

Efter et kort forspil med bandet alene indtager Lizz Wrigth scenen iført en pangfarvet, gul kjole og fylder rummet med sin varme, fløjsbløde stemme. En smuk version af Neil Youngs "Old Man" (fra Wrigths 2005-album Dreaming Wide Awake) fylder rummet fint bakket op af de fire musikere på guitar, klaver/orgel, bas og trommer. Efterfølgende scorer sangerinden point på sin fortolkning af navnet på byen, som hun  besøger for første gang: "Jeg synes, at Aarhus lyder som "Our House" siger hun og understreger det vigtige i, at vi er sammen denne aften. 

En god og varm start, som viser sig at holde hele vejen igennem den halvanden time lange koncert, der byder på et fint miks af gospel, blues, R&B, soul og lidt funk.

Aftenens andet nummer, den smukke selvskrevne ballade "Blue Rose", der ligeledes er hentet fra bagkataloget, anslår det tempo og den stemning, som præger det meste af koncerten: Stille, eftertænksomt, smukt - og indimellem vemodigt. Det er i store træk også dér, vi er, på den efterfølgende "Somewhere Down The Mystic" fra det aktuelle album Freedom & Surrender, skrevet i et samarbejde med den navnkundige producer Larry Klein. Dog med lidt heftigere mellemspil og en fin solo på hammondorglet, der skaber variation. 

Fremhæves skal også den fine version af  "Stop" (med originaltitlen "Don't tell me to stop"). Nummeret er skrevet af Lizz Wrights kommende producer Joe Henry tilbage i 2001, hvor det blev indspillet af hans svigerinde, Madonna (!). Wright indspillede det i 2005. "I kan nok ikke genkende det", siger hun indledningsvist. Jow, såmænd - men jeg ved godt, hvilken version jeg foretrækker efter nu at have hørt det i en mindre poppet, mere inderlig udgave live. 

Lidt senere skrues der op for tempoet i en soul-rocket sag fra det nye album, "The New Game", hvor bandet får lov at strække ud, og guitaristen får lejlighed til at brillere med en fin solo. Men vi er hurtigt tilbage til det stilfærdige med en anden perle fra 2005-albummet.

"Min fars yndlingsnummer", siger Wrigth og går i gang med "Hit the Ground, Baby". Her kan man næsten fornemme gospelkoret i baggrunden, selv om det ikke er der. Og dog - alligevel. For næsten gemt bag sangerinden lægger bassisten en fin korstemme på nummeret ligesom på flere af de efterfølgende. Smukt!

Inden hun fortsætter får vi et lille, rørende indblik i, hvor sangerinden henter inspiration til sine sange - nemlig i de "battles" og forandringer, som livet byder på. Det at synge om dem forløser og bringer hende videre, fortæller hun og illustrerer det smukt med en melankolsk ballade om den svære kærlighed, "Speak You're Heart", hvor teksten blandt andet lyder: "Let me in or let me go. It's time you tell me where you standing, baby". 

Gudesmuk er også Lizz Wrigths fortolkning af Bee Gees-klassikeren "To Love Somebody", der går over i slutnummeret "Surrender", som også er sidste sang på det nye album. Et nummer, der langsomt bygger op fra det helt stille til at blive aftenens afsolut heftigste udspil. 

Helt slut er det alligevel ikke, for den inciterende afslutning på en helt igennem vellykket koncert, leveret med både hjerte og sjæl, får alle i salen op at stå og klapsalverne til at brage løs. 

Selvfølgelig kommer Lizz Wrigth og musikerne på scenen igen. Jeg oplevede, at hun "havde os", men måske var vi for festival-sløve og viste det ikke nok hen ad vejen. I hvert fald spørger Lizz Wrigth: "Er I sultne, er i trætte?" - og følger op: "I var så høflige, men NU ser i glade ud, så den "tager" jeg!"

Og så giver hun os sin helt egen og smukke a capella-version af "Amazing Grace", inden hun sammen med bandet slutter, hvor 2016-albummet begynder med den funky "Freedom". 

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor vi ikke har hørt mere til hende herhjemme, men hun må meget gerne vende tilbage ved en senere lejlighed.

Ligesom den perlerække af andre fantastiske sangerinder, som denne festival har budt på til overflod. Jeg nævner i flæng Melody Gardot, Ester Rada, to gange Kira (Skov og Martini), Marie Fisker, Randi Laubek og Sinne Eeg.