AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Slut på en uges fantastisk Aarhus Jazz Festival 2016

Slut på en uges fantastisk Aarhus Jazz Festival 2016

18/7/2016 | Forfatter: Aarhus Jazz Festival | Fotograf: Lora Staykova


Masser af god jazzmusik og hyggelig stemning trods lidt blandet vejr.


Den 28. Aarhus Jazz Festival bød på et overflødighedshorn af gode koncerter og flere spændende nye steder med jazzkoncerter. Der var flotte programmer fra arrangører overalt i byen og et højt niveau hele vejen igennem lige fra åbningskoncerten med Aarhus Jazz Orchestra & David Sanborn i Musikhuset Aarhus. Dette kunne man også se af mange flotte anmeldelser af koncerterne, fx fem stjerner til Melody Gardot og KCB Collective med Brian Blade.

 

Festivalens bredde blev understreget af en god balance mellem internationale artister og danske musikere med plads til både det folkelige, det eksperimenterende og alt det indimellem. Engagementet har været stort fra alle involverede, og det blomstrende lokale jazzmiljø blev også stærkt repræsenteret rundt omkring på spillestederne.

 

Mange nye initiativer havde fundet vej til festivalens program – og med stor succes. Ridehuset havde spansk flamenco-tema og foodmarket som noget nyt, hvilket tiltrak mange nysgerrige besøgende, og Aarhus Jazz Orchestras samarbejde med Perico Sambeat var særdeles vellykket. Der var fyldt med glade børn og familier til Børnejazz på Dokk1 den første weekend og godt besøgt bl.a. til koncerter i Helsingør Theater, MOMU Moesgaard Museum, Aarhus Domkirke og Nye Spor på Dansestudiet Aarhus, hvor den klassiske musik fik lov at møde jazzen.

 

”Vi er glade for bredden af arrangører generelt i festivalen og synes, vi også skal ud på nogle nye spillesteder, for så giver det nye oplevelser, og der kommer et andet publikum”, siger sekretariatsleder Ilse Vestergaard.

 

Der var glade festivalgæster og veloplagte musikere, selv om vejret var lidt blandet, og heldigvis kunne man få masser af gode jazzoplevelser inden døre. Den hyggelige og positive jazzstemning kunne i hvert fald ikke slås ned. Det drilske vejr kunne dog mærkes.

 

”Vi ville gerne have haft noget mere solskin, men vi har været nødt til at indrette os efter, at vejret er, som det er. Det betyder, at vi har en lavere omsætning på torvene”, siger Ilse Vestergaard.

 

Alt i alt har det været en fantastisk uge, hvor byen har summet af musik og liv – og der har været positive tilbagemeldinger fra både musikere, arrangører og gæster fra ind- og udland.

 

Aarhus Jazz Festival ønsker at takke publikum, musikere, arrangører, spillesteder, frivillige og sponsorer for at bidrage til jazzfesten. 

 

Vi håber at se jer alle igen næste år!

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C