AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Musikalsk grundforskning under disco-kuglen

Musikalsk grundforskning under disco-kuglen

21/7/2018 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Cactus, COLABS, 20/07 20:00

View photogallery from this concert


Der er lang vej – i enhver forstand – fra Musikhusets bløde stole og Bacharachs ørehængere, til Jægergårdsgades allerbageste baggård, hvor det kombinerede cykelværksted og koncertrum COLABS fredag åbnede sin todages Impro-festival. Aarhus Jazz Festival fortsætter med at sætte nye skud.


 

Vi tror på styrken i at samarbejde og vigtigheden af forskellighed og frihed til at udtrykke sig i musikken og i livet.” Det er de værdier, der ligger bag The Community, et internationalt kollektiv af improvisationsmusikere, der arbejder for at forbinde og udvide netværket af improvisatorer og musikere over hele verden. The Community står bag den todages festival på COLABS.

Discokuglen er på plads, det samme er værktøj og reservedele til de cykler, der til daglig bygges og serviceres af Anders Freestone fra Knuds Kiosk, der fra sin tidligere placering ved Nørreport også præsenterede grænsesøgende musik. Musikken fra Dj’en er dog indtil videre inden for skiven: Louis Armstrong synger Blueberry Hill.

Første 45-minutters sæt i fredagens program leveres af Cactus, der alene med sin besætning – to kontrabasser, to saxer og trommesæt – signalerer et alternativt lydbillede.

En kaktus har egenskaber, der peger i forskellige retninger: utilnærmelig, afskrækkende med sine torne, men også smukt blomstrende, og for den tørstige i ørkenen måske det eneste vandreservoir. Det vil være for oplagt at trække paralleller til gruppens musik, så det undlader vi. De to altsaxer flettes i duetter, hvor klart ansatte tveklange veksler med improviserede løb, og sammen med de to kontrabasser formår de at skabe et vibrerende, pulserende lydbillede, nogle gange med skærende interferenser, andre gange med rolig, rytmisk puls og solide solopræstationer fra alle. Titler som Der er sne på Grønland og Bispeengbuen præsenteres af saxofonisten Maria Dybbroe, der også som en del af Musikerforbundets Ungeudvalg er medkurator for koncerterne på SPLAB i Mejlgade.

En endnu dybere, næsten videnskabelig grundforskning i kontrabassen og saxofonens muligheder får vi fra næste hold på scenen: den eksperimenterende vokal- og saxofonduo Kovacs & Dyberg, i selskab med den freejazz-bassist Asger Thomsen.

Saxofonens klapper er også et percussioninstrument, og med sammenkrøllet stanniol i schallstykket ændrer lyden sig radikalt. Hvis man monterer blomsterpinde, tøjklemmer og papkrus mellem bassens strenge, opstår der helt nye lyde, der ikke ville være til at identificere, hvis man blot hørte dem. Netop at få lov at beskue musikkens skabelse på tæt hold giver denne genre en endnu større relevans. Sammen formåede de tre lydkunstnere at skabe et konstant, evigt varierende flow, der varede hele sættet ud, og som blev entusiastisk belønnet af publikum.

De tidligere slagteribygninger i Jægergårdsgade har i mange år huset kulturværksteder. Dette nye skud på stammen er absolut værd at opsøge (gå efter skiltene). Man er langt fra centrum, men behøver ikke at sulte: Her serveres Malthes Dal med ris og der kan købes øl og vin.

Festivalen fortsætter lørdag 21.7 kl 18.00 med fem navne på programmet, bl.a. en mulighed for et genhør med det betagende japanske værk fra midnatskoncerten i Domkirken i aftes.

Bonusinfo: Cykelsmeden er ikke på arbejde, så medbring selv lappegrejer.

 

 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C