AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Varm og vellykket dansk-syrisk fusion

Varm og vellykket dansk-syrisk fusion

13/7/2016 | Forfatter: Carl Ancher | Fotograf: Albert O. Meier
Blood Sweat Drum + Bass - On the Road to Damascus, Ridehuset, 13/07 15:00


Moderne bigbandjazz og eksotiske, mellemøstlige toner spillede perfekt sammen ved onsdagens eftermiddagskoncert i Ridehuset.


 

Den ulykkelige situation, Syrien befinder sig  i, gør det både aktuelt og politisk relevant - som en form for solidaritetserklæring - at bringe landflygtige syriske musikere på banen. At det også er kunstnerisk relevant, var onsdagens eftermiddagskoncert i Ridehuset med BSDB forstærket med syriske gæstemusikere en overbevisende demonstration af. 

 

Nogle af de samme musikere, som deltog i åbningskoncerten på årets Roskilde-festival, med Blur-frontmand Damnon Albarn som bandleder for det sympatiske projekt, var også med i Ridehuset. Men uden sammenligning i øvrigt fungerede den musikalske fusion flere tænder bedre her. Lukkede man øjnene og koncentrerede sig om musikoplevelsen, tænkte man ikke i vestlig bigbandjazz på den ene side og eksotiske, syriske toner på den anden. Det gik ganske enkelt op i en højere, fortryllende enhed. 

 

Det skyldes ikke mindst BSDB-frontmand Jens "Chappe" Jensens evner som dirigent, komponist og arrangør, men også at hans og bandets veneration for den syriske musik og samarbejdet med syriske musikere langtfra er af ny dato. "Chappe" og oud-spilleren Mahmer Mahmoud lærte allerede hinanden at kende i 2009. I 2010 var "Chappe" på studietur til Syrien og i særdeleshed Damascus - en dengang både smuk og fredelig by. Denne rejse og mødet med flere syriske musikere inspirerede dirigent og bigband til sidst på året at indspille albummet On The Road to Damascus (udgivet i 2012). 

 

Koncerten bød da også på flere numre fra dette skelsættende album, bl.a. "I return to Damascus", "Oud Indigo" og "The Courtyard of Al Azem", men også fine ting fra efterfølgeren In the spirit (2014), bl.a. suiten "Prayer for Syria".  Dertil et par nye numre af Maher Mahmoud, et - med "Chappes" egen ord - "usyrisk" nummer af den norske vildmand og tidligere samarbejdspartner Jørgen Munkeby og det ligeledes aldeles usyriske "The Kingdom", skrevet og fremført på smukkeste vis af Turid Guldin, den ene af bandets to sangerinde, der denne eftermiddag var alene om det vokale. 

 

Syrisk eller usyrisk var som nævnt ret underordnet ved denne koncert. Samspillet mellem bigbandet og de syriske gæster - Mahmer Mahmoud og en strygekvartet - fungerede til perfektion uner hele koncerten.

 

Det er svært at fremhæve det ene nummer frem for det andet i en koncert, der bød på masser af vellyd, stor variation og mageløs musiceren hele vejen igennem. Men det sluttede på toppen med "Illuminations", skrevet af en syrisk oud-spiller, som jeg ikke fangede navnet på. En livlig og inciterende sad, hvor temposkift og breaks sad lige i skabet, og som sluttede med en fin fælles percussion- og trommesolo. 

 

Bragende og stående bifald fra det talstærkt besatte Ridehus ledte dog til et endnu mere forrygende ekstranummer, ifølge en storsmilende "Chappe" inspireret af en køretur på Ringgaden i Damascus (!). Og så fik vi den fedeste udgave af den stærkt Hendrix-influerede "Damascus Crosstown Traffic", som jeg mindes at have hørt med bigbandet. En tour de force med fine individuelle solopræstrationer afløst af gruppe-soli, hvor både strygerne og de forskellige blæsergrupper på skift fik lejlighed til at brillere og strække ud.

 

Så kom hele salen op at stå. Aldeles fortjent. 

 

 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C