AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
En aften i improvisationens tegn

En aften i improvisationens tegn

15/7/2017 | Forfatter: Rasmus Espersen | Fotograf: Poul Nyholm
Japan Now!, Hotel Carmel, 15/07 21:30

View photogallery from this concert


Orden slog kaos, da Hotel Carmel lørdag aften var vært for tre vidt forskellige navne til endagseventen Japan Now!



Det nye spillested Hotel Carmel udgjorde rammen, da Aarhus Jazz Festival på den officielle åbningsdag fejrede Aarhus’ rolle som kulturhovedstad og 150-året for det diplomatiske samarbejde mellem Japan og Danmark med minifestivalen Japan Now!

Kjær/Takaoka/Tanaka
Aftenens første koncert var en regulær verdenspremiere, da den danske saxofonist Julie Kjær på Aarhus Jazz Festivals opfordring havde byttet sin vanlige trio ud med en til lejligheden i Japan sammensat trio bestående af tubaisten Daysuke Takaoka og trommeslageren Noritaka Tanaka.

Trioen kastede sig ud i improviseret free-jazz, der lejlighedsvist samlede sig om Kjærs temaer. I løbet af den én time lange koncert spillede trioen tre numre, hvor Kjær skiftede imellem at spille på altsaxofon, tværfløjte og basklarinet. Især fløjten fik virkelig noget spændende frem i musikken.

Takaoka spillede på sin lille tuba, som var han en rockstjerne. Han brugte den bevidst forkert, både pustede og blæste, og tubaen røg ud til siden og op over hovedet. Det var en fest at se på. Mens de to blæsere både spillede sammen og gav hinanden plads og pauser, tordnede trommerne derudad.

Det virkede målløst, at Tanaka konstant spillede ud over det hele. Der gik desværre for meget gorilla i den, og dynamikken manglede. De frie improvisationer var spændende, når de kredsede om et tema, men det gjorde de desværre for sjældent. Numrene blev simpelthen for lange, og de manglede styring, så det blev mere en kunstøvelse for trioen selv end en koncert for os, publikummet.

Goat
Hvor første koncert manglede styring, var den næste en stiløvelse i disciplin. Den japanske rytmiske kvartet Goat (ej at forveksle med det svenske, maskeklædte band af samme navn) gik på scenen i mørke, tændte lys under bongotrommerne og stod i en firkant med bøjede nakker – koncentrerede og fokuserede. Og så gik stikkerne ellers. Først ´n, så to og til sidst alle fire spillede rytmer, der tilsammen udgjorde et komplekst hele, der dekonstrueredes og rekonstrueredes. Hvilken teknik, præcision og udholdenhed de besad.

Musikken var disciplineret, fysisk og repeterende ud i det uendelige. Dette kunne umiddelbart lyde kedeligt, men sådan var det bestemt ikke. Det var imponerende og voldsomt. Især da de fire spredte sig ud mellem percussion, trommesæt, bas og saxofon. Selvom de var spredt, spillede de som i symbiose.

Saxofonen havde fået en colaflaske galt i halsen, så den nærmest skreg. Bassen knitrede af plektret, der blev håndteret, som var det en trommestik. Bongotrommerne druknede i sine repeterende rytmer, men dukkede op til overfladen ved den mindste variation. Trommesættet chokerede med sin dybe stortromme og diskante hihat. Goat byggede på én gang roligt og voldsomt op til den store finale. Det var en imponerende opvisning i, at teknik og rytmik sagtens kan udgøre musikken i sig selv, og publikum ville have mere.

Turtle Yama
Rytmen var svær at finde, og festen var da nok også større på scenen end blandt det stabilt affolkende publikum. Men de to i den elektroniske duo Turtle Yama havde nu alligevel momentvist fat i noget, når de skruede ned for overforbruget af lyde og knapper og gav plads til melodier eller underliggende temaer og rytmer, der kunne udvikle sig og fortælle historier med musikken i sin vekslen mellem at være dominerende og underliggende i lydbilledet for på den måde at binde koncerten og musikken sammen.

Der var desværre bare for langt mellem disse øjeblikke, og der var derfor mere skuffelse end glæde at spore, da duoen annoncerede, at de havde et nummer mere. Det var en skam. Man undte dem det bedste, som de stod der på scenen og byggede lyde op. De ville bare for meget på en gang, og derfor var der ikke noget, der rigtigt lykkedes i det lange løb.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C