AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Unik rejse gennem 1920’ernes Shanghai

Unik rejse gennem 1920’ernes Shanghai

19/7/2017 | Forfatter: Astrid Bjerg | Fotograf: Hreinn Gudlaugsson
Never Ending Shanghai – Laura Rathschau & Signe Bisgaard, Ridehuset, 19/07 23:30

Se fotogalleri fra koncerten


Som var vi deltagere i en levende tegneserie i lyd, billeder, lys og ord, blev vi som tilskuere ført gennem Shanghai i en poetisk opførelse af fortællingen om Lu Ping denne lune onsdag aften omkring midnat i Ridehuset.



Laura Ratschau og Signe Bisgaard har med projektet Never Ending Shanghai skabt en komplet sammenhængende verden af fortælling, musik og billeder og gav en unik oplevelse til publikum under Aarhus Jazz Festival.

Koncerten bygger på fortællingen om en 16-årig piges oplevelser i 1920’ernes Shanghai, og inddrager virkelige historiske begivenheder i pigens fiktive liv.

Under ledelse af Signe Bisgaard spillede de otte musikere en smuk koncert, hvor klassisk bigbandlyd blandede sig med kinesiske toner og elektroniske lydeffekter.


Sangerinde Jasmine Chens sarte stemme fuldendte den musikalske oplevelse med en smuk blanding af kinesisk sang og europæiske jazz-toner.

Koncerten var bygget op, så hvert nummer startede med historiker Søren Hein Rasmussens rolige, varme stemme, der gennem poetiske beskrivelser af pigens oplevelser gav næring til publikums fantasi om nådesløse gangstere, rige imperialister, nationalistiske soldater, kommunistiske grupper og fattige prostituerede.

Dernæst fulgte musik og visuelle effekter, som begyndte med melodiske fortolkninger af emnet og advarede publikum om nummerets snarlige ende ved at tage en drejning i avantgardistisk retning. Som nummeret, der blev præsenteret som en tur gennem Shanghais gader, fyldt af mennesker. Mennesker, som det er umuligt at forholde sig til, fordi trangen til at komme hjem og ryge en ordentlig omgang opium fylder alt hos den prostituerede.

Her gav de visuelle effekter indtryk af bygninger og en nøgen kvindekrop set gennem opiumståger, mens musikken flød ud i rummet som opiumsrøg og akkompagnerede billederne, ligesom billederne akkompagnerede musikken.

Koncerten gav lyst til at kigge mere på de andre projekter, der er tilknyttet historien om teenagepigen Lu Pings liv. Såsom det digitalt interaktive undervisningsmateriale til historie-, engelsk- og danskundervisning lavet af det digitale produktionsselskab Kongorange.   



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C