AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Familiesammenføring i drivhuset

Familiesammenføring i drivhuset

20/7/2017 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Inge Lynggaard
3 x Hess meets 4 x Vuust, Musikhuset Aarhus, 20/07 12:00

Se fotogalleri fra koncerten


Det blev en vellykket koncert, da familierne Hess og Vuust fandt sammen som ét orkester.



Jeg har mange gange oplevet, at man har haft en god overordnet idé til at føre musikere og bands sammen, men at det ikke altid har været lige vellykket. En meget vellykket af slagsen oplevede jeg torsdag middag, hvor familierne Hess og Vuust fandt sammen som septet i Musikhusets drivhus (foyer).

Der var mere end stuvende fyldt. Der var publikum overalt. Siddende på stole, på gulvet og i enhver krog eller stående, hvor der blot var en lille ledig plet. De fik en markant oplevelse. Allerede fra start fungerede Hess/Vuust-bandet som en helstøbt enhed med et fælles udtryk.

Familiesammenføringen bestod af Emil Hess og Christian Vuust (saxofoner), Nikolaj Hess og Frederik Vuust (flygel og keys), Peter Vuust (bas) og de to gange Mikkel – Vuust og Hess (trommer).


Peter Vuust fortalte fra start, at det var gammel drøm, der gik i opfyldelse med dette fælles projekt, og det var virkelig et velfungerende fællesskab, hvor begge familier fik lov til at bidrage med kompositioner.

Det blev til titler som ”Meet me with a kiss”, ”Helgenæs" og ”African Trees”. Sidstnævnte nummer var forrygende  og med Nikolaj Hess i storform.

De to blæsere Christian og Emil var gode til at supplere hinanden og markerede sig med flot klang og en fin fælles fornemmelse for musikken. Det er sådan set urimeligt at fremhæve enkelte Hess’er og Vuust’er frem for de andre. Alle bidrog på fornemste vis til helheden.

En afstikker fra Hess- og Vuust-kompositionerne var en flot og følsom udgave af Paul Simons ”Sound of Silence”, hvor Peter Vuust viste overbevisende, bærende basspil.

Tak for familiesammenføringen. Succes. Det vil være fint og dejligt, hvis familierne Hess og Vuust finder sammen igen ved en anden lejlighed.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C