AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Mere blues på Bispetorvet

Mere blues på Bispetorvet

21/7/2017 | Forfatter: Kenth Kjeldgård Nielsen | Fotograf: Dorte Pedersen
Kim Menzer Jazz & Blues Band, Bispejazz - Bispetorvet, 21/07 20:00

Se fotogalleri fra koncerten


Fredag aften bød på glad, swingende blues.



Jeg kendte ikke i forvejen konstellationen Kim Menzer Jazz & Blues Band. Bevares, kendte da til Kim Menzer og Peter Ingemann og de andre topmusikere i bandet, men dette var altså nyt for mig.

Men hold da op, hvor kan man blive positivt overrasket. Repertoiret er jazz- og bluesbaseret. Amerikanske standarder, fortolkninger og egne numre, der placerer sig i den genre. Der kan nævnes en jazzy version af "Take these chains from my heart", en sej, langsom, men dybt swingende version af "When the saints go marchin' in" og et bud på Miles Davis' "All blues". Vistnok med dansk tekst af Dan Turéll. Alt sammen leveret flot, flot.

Kim Menzer er en ganske habil mundharpespiller – ud over at mestre andre blæseinstrumenter, og sammenholdt med hans overbevisende vokal var det med til at give numrene den helt rigtige tone og farve.


Suppleret af en række garvede og superkompetente musikere – Nis Toxværd (t-sax), Henrik Bolberg (trp), Marco Martinovic (p), Peter Ingemann (b, voc) og Andreas Fryland (drm) blev publikum taget med rundt i jazz- og bluesuniverset. Og sædvanen tro, når det gælder koncerter på Bispetorvet under jazzfestivalen, var lyden helt i top. Dejligt.

At publikum så lige skulle se gruppen an og varmes op, er ikke Menzer og bands skyld. Der er mange koncerter, det kan være svært at vælge, og begyndelsen af koncerten var da også kun for et halvfyldt telt. Og man må undres over, hvor stille publikum kunne sidde til musik, der swingede så fedt, som det var tilfældet fredag aften.

Men efterhånden fandt flere publikummer vej, og der blev da også både nikket og klappet i takt, sunget med og det hele. En ganske god og underholdende aften havde taget form.

Og jeg var et nyt musikalsk bekendtskab rigere. Det er jeg glad for.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C