AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Magisk og meditativ aftenkoncert

Magisk og meditativ aftenkoncert

21/7/2017 | Forfatter: David Mehlsen | Fotograf:
Late Night Jazz i Aarhus Domkirke, Aarhus Domkirke, 21/07 23:00


Der var tid til ro og fordybelse, da seks musikere med baggrunde fra jazz til klassisk bød indenfor til en flot koncert i Århus Domkirke.



Klokken er 22:59 fredag aften og jeg sidder i Århus Domkirke. Der er næsten helt fuldt af mennesker. Lyset er dæmpet og småsnakken høres rundt om i det store kirkerum. Pludselig får drømmende toner fra orglet snakken til at forstumme. Svævende fortsætter klangene ud fra det mægtige instrument, mens stilheden for alvor får tag i os fremmødte.

Først er tonerne klare og lyse, så dybe og alvorlige. Så skyder kvindelige sangstemmer frem mellem lyden af orgelakkorder. Fra min placering tæt ved døbefonten ser jeg ikke, hvor stemmerne kommer fra, men jeg lokaliserer dem til at være i nærheden af indgangen til kirken. Jeg kan se på et udleveret stykke papir, at koncerten er indledt med Hymne til Magnus den Hellige fra omkring 1100. Med æterisk ynde bliver den fremført, og kun enkelte dissonanser drejer sig sirligt op mod kirkens loft.

Ud af klangene dukker nu lyden af et flygelhorn op. På samme måde som sangstemmerne synger den. Fylder kirkerummet med lyd. Stemmerne og messinginstruments klange smelter fra tid til anden sammen. Heller ikke flygelhornets ejermand Jacob Buchanan kan jeg få øje på, men han kan ikke stå placeret langt fra stemmerne. Den gamle kirke knager og brager med fra tid til anden. Lyden er nærmest hellig. Her er der plads til fordybelse og eftertænksomhed.

Sådan fortsætter det lidt, mens kalkmalerierne kigger ned på os. Sangstemmerne fortæller, og flygelhornet svarer med sin luftige klang tilbage. Lyden lægger sig forsigtigt, inden en tenorstemme lyder fra modsatte ende af rummet og åbner en ny melodi. Vi drejer hovederne, mens to herrer langsomt går syngende op ad kirkegulvet. De kvindelige stemmer høres igen nede fra indgangen og kommer nu også langsomt til syne på vej mod midten af kirken – ved døbefonten, hvor koret samles.

End nu engang høres lyden af flygelhornet, der nu er kommet til syne ved orglet på balkonen. Fra sin position højt oppe synger det ned mod os med en kort og insisterende melodi. Nu stiger intensiteten. Orglet spiller hypnotiserende og messende. Jeg har allerede mistet overblikket over, hvor langt vi er nået i aftenens koncert, men jeg ved, at jeg er til stede i den.

Atter en melodi kastes frem og tilbage mellem flygelhorn og de fire sangere. Orglet blander sig nu igen med pulserende lyse toner, der vedholdende driver musikken et nyt sted hen – og nogle år frem i musikhistorien. Under de lyse toner høres i orglet kort en melodi, der giver en kontrast til de lyse flader. Herefter påbegynder en fast puls i bassen. Udtrykket bliver nu mere fast og klart. Det er intenst. Jeg får lyst til at se indad.


Basgangen fra orglet fortsætter trykkende og bliver næsten ond. Skarpe dissonanser står i skarp kontrast til begyndelsen af rejsen, som nu virker langt væk. Musikken nærmer sig sit klimaks, da flygelhornet byder ind. Så sænker stilheden sig igen.

Atter brager det gamle træ i kirken, og en norsk tekst synges nu. Jeg kan ud fra det udleverede papir med titler regne ud, at vi er nået til den norske Den gylne sol, som gleder hele jorden. Da visen når sin afslutning, dukker lyden af flygelhornet igen op, men denne gang lige bag mig. Den går koret i møde og synger med på vejen.

En dyb bas i orglet sætter det sidste værk i gang og kirken i svingninger. Lyden er nu ganske moderne og harmonierne kradse. Et kort øjeblik er det ganske overvældende at høre dissonanserne hvirvle rundt i rummet. Men så falder stilheden langsomt over os. Pludselig er det slut.

Jeg kigger mig omkring, og folk ser tænksomme ud. Et par holder om hinanden. 43 minutter er gået, hvor verden udenfor har været forsvundet. Jakob Buchanan på flygelhorn, Kristian Krogsøe på orgel samt Nadja Schmedes, Ingeborg Højlund, Carsten Seyer Hansen og Niels Peder Skaarup Gejel på vokal har leveret en magisk og meditativ koncert, inden natten for alvor går på i Aarhus.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C