AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Lets meet in jazz – Lad os mødes i jazzen

Lets meet in jazz – Lad os mødes i jazzen

21/7/2017 | Forfatter: Astrid Bjerg | Fotograf: Poul Nyholm / Astrid Bjerg
Late Night Jazz Jam – Aarhus Jazz Orchestra, Officerspladsen – Ved Ridehuset, 21/07 23:30

Se fotogalleri fra koncerten


I de sene aftentimer på Officerspladsen slappede alle af og hilste på hinanden med kram og store smil. Forbindelser blev skabt og konsolideret både blandt musikere og blandt publikum.



Mens Aarhus Jazzfestival så småt lakker mod enden, fejrede både musikere og publikum nye og gamle venskaber og mødtes i en jazzrus. Som om hele jazzfestivalens ånd og oplevelser var samlet i én jam.

Stemningen i teltet på Officerspladsen var som ved en god landsbyfest, hvor alle kendte alle, hilste, smilte og fik samlet op på stort og småt over en øl. Og teltet var fyldt af musikere og jazz på meget højt niveau.

Aarhus Jazz Orchestra åbnede selvfølgelig jam’en med et forrygende niveau og inviterede hurtigt de tilstrømmende musikere med op på scenen. Og der var fuldt af musikere. Bl.a mange fra Global Jazz Explorers Youth Camp med talenter fra fire europæiske konservatorier, en tilrejsende underviser i master-classes på Musikkonservatoriet, lokale musikere fra Aarhus og København, musikerne fra Aarhus Jazz Orchestra, Peter Vuust, en kinesisk sangerinde og amatørmusikere fra nær og fjern.


Alle mødtes og delte scenen med store smil og i en respektfuld stemning til en jamsession med højt musikalsk niveau.

Musikken vekslede i løbet af natten mellem alt fra blues over bossanova til jazz standards, efterhånden som hver enkelt musiker satte sit præg på musikken.

På rigtig jazzmanér gik kinesiske Jasmine Chen på scenen og førte musikerne med sig gennem sin egen sang kaldet Beijing Air Blues. Amatører og professionelle mødtes i jazz standards, og Jasmine Chen sang bossanova med en nyfunden jazzveninde fra København, der ligesom hende havde tilbragt tid i Brasilien.

Således blev musikalske og venskabelige bånd knyttet til langt ud på natten.

Ved hver given lejlighed dansede publikum spontant og sang deres egne sange i pauserne mellem numrene, hvor musikerne aftalte nye konstellationer og sangvalg. Det var en fest, hvor alle fik kram og smil.

Og den fortsætter helt sikkert lørdag aften, hvor Aarhus Jazz Orchestra igen er vært ved Late Night Jazz Jam på Officerspladsen. Måske bliver smilene endnu større og krammene endnu længere. Vi ses dér.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C