AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Jazzselskabet Aarhus - koncerter

Jazzselskabet Aarhus - koncerter

8/2/2018 | Forfatter:


Forårets koncertprogram i Jazzselskabet Aarhus


Jazzselskabet Aarhus

Koncertprogram forår 2018 

Se mere på: www.jazzselskabetaarhus.dk


Vinterjazz: Blood, Sweat, Drum & Bass m. Jørgen Munkeby

 

  • Mandag 12. februar kl. 20.00
  • Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal
  • Entré: 100/130 kr (medlem/ikke-medlem)
  • Billetter fåes via Billetto.dk eller i Musikhusets billetsalg

 

Samarbejdet mellem den norske saxofonist, sanger og guitarist Jørgen Munkeby og Blood Sweat Drum +Bass startede til en legendarisk koncert på Roskilde Festival i 2007 og er fortsat siden med to CD udgivelser og en række koncerter i Danmark og Norge.

 

Der er fokus på en række numre fra Munkebys seneste album, International Blackjazz Society, hvor og også hans stærke vokal er i front. Men også hits fra årene, der gik, er selvfølgelig med.

 

Line-up

Blood Sweat Drum + Bass er et orkester på 22 m/k, og den meget elektriske rytmegruppe med hele tre trommeslagere giver dette orkester max power i rollen som backing for Munkebys ekspressive

musik.

 


Vinterjazz: Sophisticated Ladies m Christina Dahl & Lis Wessberg

 

  • Søndag 18. februar kl. 17.00
  • Kunsthal Aarhus, J. M. Mørks Gade
  • Entré: 100/130 kr (medlem/ikke-medlem)
  • Billetter fåes via Billetto.dk eller i døren

 

Trioen Sophisticated Ladies har nu eksisteret i 30 år. De tre musikere, Marie Louise Schmidt, Helle Marstrand og Benita Haastrup startede i 1987 sammen med sangeren og trombonespilleren Richard Boone, som de spilledes sammen med i 12 år. Siden har trioen været en markant del af den danske jazzscene . De tre musikere betragter ikke samarbejdet blot som et band men et livslangt venskab.

 

Det musikalske materiale er en skatkiste med egne kompositioner og jazzstandards. Ved denne koncert er bandet udvidet til en kvintet med saxofonisten Christina Dahl og med en tanke tilbage til starten med Richard Boone, trombonespilleren Lis Wessber.

 

Line-up

Marie Louise Schmidt, piano

Helle Marstrand, kontrabas

Benita Haastrup, trommer

Christina Dahl, saxofon

Lis Wessberg, trombone

 


Vinterjazz: Aarhus Jazz Orchestra feat. Jorge Rossy & Cesar Joaniquet

 

  • Onsdag 21. februar kl. 19.30
  • Atlas, Vester Allé
  • Entré: 130/160 (medlem/ikke-medlem)
  • Billetter fåes via Billetto.dk eller i døren i Atlas

 

Dybt inde i Barcelonas snoede gader og stemningsfulde kvarterer spirer musikken i de mest mangfoldige udtryk. I ’Sketches of Barcelona’ kan du opleve to af Barcelonas formidable jazzsønner, Cesar Joaniquet og Jorge Rossy, akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra. Et musikalsk møde mellem to generationer af musikere fra det ekspressive catalonske jazzmiljø, der begge er søgt udad mod store internationale karrierer.

 

Den spanske multiinstrumentalist Jorge Rossy er herhjemme nok mest kendt for sit mangeårige virke som trommeslager i Brad Mehldau Trio. I ’Sketches of Barcelona’ er trommerne skiftet ud med vibrafon, og han har sluttet sig til saxofonist i Aarhus Jazz Orchestra, Cesar Joaniquet. Med sit temperamentsfulde og ekvilibristiske spil er Cesar Joaniquet en utrolig spændende ung musiker med enormt kunstnerisk potentiale – en kunstner, vi kommer til at høre meget mere til i årene, der kommer.

 

Cesar Joaniquet og Jorge Rossy har komponeret musikken til ’Sketches of Barcelona’. Musikken til Jorge Rossy’s numre er arrangeret til orkesterformatet af Jesper Riis, der med sin lyriske, nordiske bigband-lyd er en af de mest personlige arrangører, vi har her i Skandinavien. Cesar Joaniquet har arrangeret sine egne numre.

 

Gå ikke glip af dette udtryksfulde møde mellem to generationer af stærke musikalske profiler fra Barcelonas sprudlende jazzmiljø.

 

Om Aarhus Jazz Orchestra

Aarhus Jazz Orchestra er et professionelt dansk bigband med mere end 80 årlige koncerter i ind- og udland. Orkestret er sammensat af nogle af de allerbedste danske jazzmusikere, hvoraf flere er solister i international klasse. Siden oprettelsen i 1977 (dengang: Klüvers Big Band) har orkestret udviklet sig til at levere musikalske oplevelser i absolut topklasse. Med støtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

 

Line-up

Aarhus Jazz Orchestra feat. Jorge Rossy + Cesar Joaniquet

 


The Tangofied Ensemble & Torben Westergaard

 

  • Fredag 2. marts, kl. 19
  • Folkestedet, Carl Blochs Gade
  • Entré: 100/130 kr (medlem/ikke-medlem)

 

 

Jazzen var i sin barndom noget man dansede til. Tangoen har ved flere lejligheder hentet inspiration i jazzen. Det giver derfor god mening at blande de to genrer ved denne koncert, hvor vi i samarbejde med Tango Aarhus inviterer til kombineret lytte- og dansekoncert.

 

Arrangementet er delt i tre:

Inden koncerten: introduktion til tango-dansens grundtrin

Første del, kl. 19, er udelukkende til lytning. 

Anden del, kl.20, mens orkestret spiller videre, åbner vi dansegulvet for dem, der har lyst til at danse til live-musik.

Tredie del, kl. 22, der danses videre til tonerne af klassisk tango fra DJ Daniel Dalsgaard.

Koncertens orkester er det dansk-argentinske The Tangofied Ensemble med Torben Westergaard i spidsen. Repertoiret, som kan høres på det anmelderroste album Tangofied III fra 2017, er originale kompositioner, der blander traditionel tango med kammermusik og jazzimprovisation.

Lineup

Ida Nørholm, cello 

Anders Banke, basklarinet

Alejandro Sancho, guitar

Torben Westergaard, bas


Familiekoncert: Harbeck Live Jive Jungle

 

  • Søndag 11. marts kl. 15
  • B-huset, Skovgaardsgade 3
  • Entré: Gratis adgang under 18 år, voksne 100/130 kr (medlem/ikke medlem)

 


Jan Harbeck Live Jive Jungle er medrivende musik, og rammerne for denne koncert er løse, så der er plads til at blive revet med af den funky musik med hårdt svingende, saftige grooves. 

 

De der har lyst til at danse til musikken, er meget velkomne til det; de der har lyst til at se en film eller spille et spil på deres tablet (med høretelefoner eller uden lyd) kan gøre det uden nogen rynker på næsen. Og skulle nogle sidde uroligt på stolen, er der også plads til det, så forældre kan nyde koncerten uden skræmte at ty til bestikkelse for at få poderne til at sidde stille. Her må alle sidde og gøre som de vil. I B-huset er der endda god mulighed for at gå udenfor og lege, da der er en legeplads og rekreative områder lige uden for døren.

 

Musikken vil dog ikke være særlig rettet mod børn. Det vil være en fed koncert med Jan Harbeck Jungle Jive, som præsenteres helt på linje med vore andre koncerter. Der er altså både åbent for børnefamilier, familier uden børn, singler, springgymnaster, folk der endnu ikke har fået hår og folk, der har mistet håret – og endda de, der rent faktisk har hår. Vi glæder os til at se jer.

 

Line up

Jan Harbeck, tenor saxofon

Thor Madsen, guitar

Jeppe Skovbakke, el-bas

Peter Leth, trommer

 


Anders Fjeldsted Sextet

 

  • Søndag 18. marts kl. 17
  • Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade
  • Entré: 100/130 kr (medlem/ikke-medlem)

 

Anders Fjeldsted er inden for de sidste år blevet en af sin generations mest efterspurgte bassister. Han har spillet med en lang række store danske og udenlandske jazznavne, herunder Carsten Dahl, Anders Bergcrantz, Jesper Thilo, George Garzone og Alvin Queen. 

 

I hans egen sekstet præsenteres seks af landets mest originale, yngre jazzstemmer, heriblandt flere legat- og prismodtagere.

 

Anders Fjeldsted har skrevet en stor del af musikken, som er ekspressiv, swingende og levende og henter inspiration fra pionerer som Charles Mingus, Dizzy Gillespie og Miles Davis.

 

Lineup

Rolf Thofte Sørensen, trompet

Oilly Wallace, altsax 

Mads Egetoft, tenorsax 

Artur Tuznik, piano

Henrik Holst Hansen, trommer 

Anders Fjeldsted, bas

 


Julie Kjær 3

 

  • Torsdag 5. april kl. 20
  • Headquarters, Valdemarsgade 1
  • Entré: 100/130 kr (medlem/ikke-medlem)

 

Saxofonisten Julie Kjær er vendt tilbage til Aarhus efter flere år i England med mange forskellige projekter bag sig. Hun er i selskab med to veteraner fra den engelske jazzscene, to musikere med

stor erfaring inden for åben jazz og fri impro.

 

Julie Kjær har en åben tone, som hun behandler med overbevisende og sikker hånd, og diversiteten, de tre musikere imellem, skaber et både komplekst og solidt grundlag at boltre sig på. Det er freejazz, hvor saxofonister som John Tchicai, Albert Ayler og Ornette Coleman lurer i kulissen.

 

Line up

Julie Kjær, saxofon

John Edwards, bas

Steve Noble, trommer

 


Radio Bévort

 

  • Søndag 15. april kl. 17
  • Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade
  • Entré: 100/130 kr (medlem/ikke-medlem)

 

Radio Bévort består af en udsøgt række af landets bedste jazzmusikere. Pernille Bévort er en af Danmarks fineste saxofonister og komponister. Ved dagens koncert præsenterer hun sin seneste udgave af Radio Bèvort, en farverig konstellation af musikere af forskellig nationalitet, som bidrager med en følelsesmættet og billedskabende musik. Gennem brugen af det store arsenal af blæseinstrumenter tilføjes musikken en stor klanglig spændvidde, der giver både smukke og fascinerende øjeblikke med sin blanding af tango og jazz.

 

Radio Bévort er en dejlig, farverig og halvstor gruppe. Gruppens line up, hvor de 4 blæsere dobler, og hvor Francesco Cali veksler mellem at spille på enten harmonika eller piano, kombineret med et fremragende rytmeteam på guitar, bas og trommer; giver ensemblet en helt særlig lyd, der rummer mange nuancer, udtryksmuligheder, og skiftende teksturer og instrumenteringer. 

 

Line up

Pernille Bévort, tenor- og sopransax

Mariane Bitran, fløjte

Aske Drasbæk, Altsax, klarinet

Ole Visby, tenorsax, klarinet

Francesco Cali, accordion, klaver

Morten Ankarfeldt, bas

Bjørn Heebøl. trommer

 


Ken Peplowski – Scandinavian Five

 

  • Søndag 22. april kl. 20
  • Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade
  • Entré 120/150 kr (medlem/ikke-medlem)
  • Forsalg via www.billetto.dk

 

Publikum kan forvente en jazzoplevelse fra øverste hylde, når new york’eren Ken Peplowski møder et skandinavisk top hold. Ken Peplowski især berømmet for sit uovertrufne klarinetspil, mange gange udnævnt til en af jazzens bedste klarinetister og en oplagt arvtager til Benny Goodman.

 

Ole Kock Hansen er blandt de mest respekterede pianister og arrangører i dagens Danmark. Jacob Fischer er blandt de mest prisbelønnede musikere i Danmark. Bassist Hans Backenroth er en gigant på den svenske jazzscene og Kristian Leth er kendt for sit stabile trommespil og for sine mange initiativer med at invitere en lang række af udenlandske musikere til Skandinavien.

Line up

Ken Peplowski sax, klarinet 

Ole Kock Hansen, klaver 

Jacob Fischer, guitar 

Hans Backenroth, bas 

Kristian Leth, trommer

 


Steve Swallow & Mogensen/Ulrik Quartet

 

  • Søndag 6. maj kl. 17
  • Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade
  • Entré: 130/150 kr (medlem/ikke-medlem)
  • Forsalg: www.billetto.dk

 

Steve Swallow er levende jazzhistorie. 

 

De internationale jazznavne der har nydt godt af Swallows melodiøse kompositioner og virtuose basspil er omfattende og tæller navne som Gary Burton, Carla Bley og John Scofield. 

 

Denne koncert præsenterer Swallow sammen med Hans Ulrik, Heine Hansen og Anders Mogensen, musikere der alle er velkendte navne i dansk og international jazz.

 

De vil spille materiale fra alle fire musikere, ikke mindst klassiske Swallow-numre som Falling Grace og Eiderdown der allerede har fundet vej ind i The Great American Songbook.

 

Line up

Hans Ulrik, saxofon

Heine Hansen, klaver

Steve Swallow, el-bas

Anders Mogensen, trommer



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C