AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
New York på Bispetorvet

New York på Bispetorvet

18/7/2018 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Inge Lynggaard Hansen
Melissa Stylianou Quartet, Bispejazz - Bispetorvet, 17/07 15:30

Se fotogalleri fra koncerten


Vokaljazz af høj kvalitet blev leveret af tre New Yorkere og en aarhusianer.


 

Bispejazzteltet havde tirsdag eftermiddag kompetent besøg fra New York i form af sangerinden Melissa Stylianou og hendes faste pianist Jamie Reynolds, som var ledsaget af bassisten Graig Earle, alle bosat i New York. Trommerne blev varetaget af danske Janus Templeton, som på en måde var på hjemmebane. Han kommer oprindelig fra Aarhus, men er nu bosat i København.

Kvartetten leverede et par timer med stilren, velplejet vokaljazz. Melissa Stylianou er et nyt bekendtskab, men hun må gerne vende tilbage. Hun har en markant stemme og en sublim sangteknik. Hun præsenterede en blanding af standarder og egne numre. Hun har en del albumudgivelser bag sig og præsenterede især sange fra sin nyeste indspilning No Regrets.

Akkompagnement var klassisk, men uhyre velfungerende. Det var tydeligt at høre, at hun og pianisten Jamie Reynolds er vant til at optræde sammen. Han leverede et fint og varieret akkompagnement og nogle lækre soli. Der blev også plads til Graig Earle, som er en solid basankermand, men også en dygtig solist. Janus Templeton var også ved denne lejlighed mand for et lækkert, let, swingende akkompagnement med mange raffinerede detaljer – og som altid serveret med glimt i øjet.

Teltet var pænt besøgt til timerne med velspillet vokaljazz, som blev modtaget med begejstring.

Og til sidst en lille finurlig detalje: Alle de tre New Yorkere kommer fra Canada, som ofte er leverandør af verdensklassemusikere.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C