AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
En legeplads i musikkens univers

En legeplads i musikkens univers

18/7/2018 | Forfatter: Ebbe Lautrup | Fotograf: Albert O. Meier og Hreinn Gudlaugsson
Pierre Dørge & New Jungle Orchestra – Elefante Imposante feat. Kasper Tranberg , Kunsthal Aarhus, 17/07 17:00

View photogallery from this concert


Pierre Dørge & New Jungle Orchestra tager legende ubesværet musik fra hele verden til drivhushede i Kunsthal Aarhus.


 

Velkommen til varmen og den hotte hotte jazz.”

Pierre Dørge byder indenfor til en musikalsk rejse af en anden verden, og New Jungle Orchestra står klar i farverige gevandter, som spiller fint op til Dørges røde jeans, bare fødder i sandaler og orange-, gule- og rødcirklede løsthængende skjorte. Han sender Aarhus varme hilsner og mindes 80´erne og 90´erne, hvor det gamle Huset var orkesterets foretrukne legeplads. Den fjerprydede kastanjebrune Gibson ryger om halsen. Han stemmer koncentreret guitaren, indtil blæsergruppen udbryder: ”Så, så!” Humoren ligger hele tiden som en befriende undertone i orkesterets musikalske udladninger. Og den skinner om kap med solens varme stråler, som holder publikum i Kunsthal Aarhus i den rette junglehede stemning koncerten igennem.

Han tæller op i hurtigt tempo, og orkesteret sætter i gang med et BRØL! Mingus Birthday Party. Hurtigt lægger rolige klange fra blæsere og keyboard sig som et flyvende tæppe over det selvmorderiske tempo fra Thommy Anderssons kontrabas og Martin Andersens trommer. Pierre Dørge dirigerer årvågent løjerne og krydrer med guitarindsatser enkelte steder. Han økonomiserer stramt sit spil og slipper kun for alvor sig selv løs, når han ganske enkelt vælger at gøre det.

Junglefører Pierre Dørge er en sølvræv med ungdommens nu meget lyse hårpragt intakt. Det samme gælder vitaliteten. For selvom guitaristen, komponisten og dirigenten har nået de 72 år, udtrykker han gennem sin musik en umiddelbar livsgnist og idel glæde ved at lede sit New Jungle Orchestra og publikum gennem en urskov af insisterende og udadvendte musikalske ind- og udfald uden at miste overblik. Udsynet er stort og hørbart. Med Ellington i bakspejlet og musikalsk safarieventyr i forruden. Men også med danske sange i sidespejlet.

Numrene glider legende over i hinanden, og man skal være opmærksom, hvis man skal følge med. Ud af Dørges flotte klangflader opdager jegmidt i det hele, at Solen er så rød mor toner frem på smukkeste vis. Andre titler dukker op i form af forunderlige vokale udbrud fra Dørge, som elsker at lege med sjove ord, (se senere) og så er vi pludselig midt i Det koster ej for megen strid med tekst og melodi af Brorson og Carl Nielsen.

Her begynder det at gå op for mig, at det egentlig kan være underordnet, hvad titlerne på de enkelte musikstykker er. Om det er Mbizo XHOSA Afrikaaa eller MOZOMBO eller Negra TigraSt. Louis Blues eller Tilo Akandita. Vi er i en højere musikalsk tjeneste her. I Dørges musikalske univers oplever i vi kontinenter støde sammen og skilles igen i en legesyg musikalsk tour de force over det meste af kloden. Inspirationskilden er en hel verdens musik, grooves og rytmer. Verdensmusik. Genren er porøs og fri, kan ikke indkapsles, udtrykket vidtfavnende og legende. Såvel titler som genrer bliver i mit lille univers sekundært. For jeg oplever i sandhed en universel rejse i musikkens og livsglædens tjeneste på en bund af mere eftertænksomme øjeblikke.

De humoristiske indfald er talrige. Kenneth Agerholm på trombonen er en ren svingfigur at se til. Han når at slå flere piruetter under koncerten og tripper som en påfugl under sine soli, når han ikke slår takten på instrumentets mundstykke. Aya Solomon bag perkussion-opstillingen lader ham ikke meget efter og drøner rundt, snart på stedet, snart foran de andre. Saxerne i skikkelse af Jakob Mygind og Anders Banke piller ved hinandens instrumenter, mens der blæses løs, og får lydmæssig effekt ud af det midt i de skarpe soli. Bare ikke, når Banke er på basklarinet. Den kan man ikke sådan pille ved, da tragten er helt nede ved gulvet.

Og pludseligt har de sat publikum i gang med at danne svarkor på deres forlæg. Til sidst puster blæsergruppen lige ud i rummet med sænkede instrumenter, og musikken tager et lille åndedrag. Den tætpakkede sal applauderer helt spontant, og det gentager sig flere gange under koncerten. Det kræver et stort musikalsk overskud at lege humor og spontanitet ind i musikken på den måde. Men det mestrer Pierre Dørge & The New Jungle Orchestra til perfektion.

Irene Becker bag keys og flygel skaber harmoni og ro i udskejelserne med meget flotte æteriske klange og vidunderligt spil. Hun er en fast ankerkvinde, som myndigt holder sammen på det hele, så der også bliver plads til de mere solistiske indsatser fra blæsergruppen. Og de er der – alle på højt niveau – og Pierre Dørge giver sig selv lov til at slippe lianer af toner løs. Igen, når han beslutter sig for det.

Vi når til et helt nye værk fra Dørges hånd: Elefante Imposante. Titlen er hentet fra en baskisk børnebog om dyrene i zoo og afspejler samtidig Dørges forkærlighed for Dadaisme med sprogspil og volapyk-ord, der danner sjove musikalske lyde. Nummeret bliver naturligvis introduceret på baskisk af en veloplagt Pierre Dørge. Kasper Tranberg er som special guest her i fokus og får på kornet vist eksplosive vulkanudbrud, som når hele vejen til regnskovens trækroner. Kraftfuld, en sand tornado, er han, men også mere poetiske toneforløb lyder fra hans horn. Alle får plads. Soloerne kommer fra flere verdenshjørner, og Martin Andersen bag tønderne og perkussionist Aya Solomon tager fat i hinanden i en fornøjelig tempofyldt duel, inden Thommy Andersson bag kontrabassen på fornem vis runder solorækken af.

Adelsmærket er Pierre Dørges evne til at favne bredt og ramme dybt. Han forlener nu på 38. år The New Jungle Orchestras musik med en egen aura af afmålt og ophøjet stilfuld magi. Udogmatisk og uforloren spiritualitet på en bund af urokkelig musikalsk integritet og engagement. Det aftalte versus øjeblikkets momentum løfter materialet over i en tidløs originalitet. Levende og frit. Men under Dørges stramme dirigering og med Irene Beckers sjælfulde ro ved tangenterne.

Der er ingen etiketter at hænge på Dørges musik. Den når langt videre end én eller to genrer kan rumme. Frank Zappa falder i mine tanker. Hans musik kan eddermame heller ikke proppes ned i en bestemt genreboks.

Pierre Dørge er forunderlig og fascinerende – en musikkens aristokrat – in his own write.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C