AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Blues´n´soul så det river i kroppen

Blues´n´soul så det river i kroppen

18/7/2018 | Forfatter: Ebbe Lautrup | Fotograf: Henning Espersen
Grarup All Stars , Bispejazz - Bispetorvet, 17/07 20:00

Se fotogalleri fra koncerten


Grarup All Stars giver den for fuld bandskrald på Bispejazz i en betagende koncert.


 

Jeg bevæger mig mod baren og køber en øl. Indser hurtigt, at pengene ligesom øllet er spildt. Hen ad Bispeteltets trægulv løber en lille å af frisktappet fadøl mellem fødderne på folk, og bægeret er for længst puffet ud af mine hænder på grund af et par jublende publikummer omkring mig. Og det ikke uden grund.

På scenen har Grarup Allstars indtaget deres pladser, og teltet er en sydende vugge af blues´n´soul, som er lige til at blive glad i låget af. Ingen kan stå stille eller være upåvirkede her.

Margrete Grarup styrer scenen med autoritet, førertrøje og ydmyg respekt for sine musikere. Hun fører sig frem med vokal rankhed, fraseringerne er drønsikre, og hendes medlevende optræden og præcise gestik kan man ligefrem blive høj af.

Det er et berusende, nærmest euforiserende trip at høre en vokalist befriet for mani og flæbende fraseringer. Margrete Grarup er mørk, varm, sprød vellyd, der gør godt langt ind i sjælen. Hun er stilfuld og i sync med materialet og ikke mindst med sine forrygende musikere.

All Stars. Ja lige netop. Uffe Steen er rent powerplay med en fos af fortryllende, fængende og fabelagtige løb op og ned ad af guitarens hals. Hans spil leverer ganske enkelt hitter-ammunition til resten af bandet.

Palle Hjorth er en supernova af en orgelekvilibrist og ligger hele tiden klar med et vandfald af punchy akkorder og soli, som han smadrer ud af sit Hammond B3-orgel med smittende vildskab, mens håret svinger ned over brillerne. Og sådan fortsætter det.

Saxofonist Niels Mathiasen spiller som var han Mr. Blues himself. Fræsende lidenskabeligt grænsende til det blodige vrider han solo efter solo ud af messingrøret, så det er en fornøjelse. Niels ”Nello” Mogensen er en fascinerende autentisk personage med Panama-stråhat. Med et forførisk lurende og farligt rustrip af bunddrive smedet sammen med Esben Bachs solide håndtering af trommerne udgør de ren storytelling i robust backing.

De melder alle ind med introducerende soloer efterhånden som første sæt skrider frem. Uffe Steen introducerer sig selv med vanlig raffineret spil i den skumle funk-blues I´m still in love with you. Og herefter tager de andre over.

I Send me someone to love er det til gengæld Margrete Grarup, som løber med al opmærksomheden. Glødende varm og inciterende rammer hun lige præcis de fraseringer og små knæk, der gør så ondt og så godt lige i hjertekulen på undertegnede. Hendes performance og måde at føre sig på er helt i særklasse. Ingen som i INGEN går ram forbi, når hun synger sjælen ud.

Uffe Steen og Palle Hjort lader guitar og Hammond B3 spille op til hinanden i I´d rather drink muddy water. Rent blær, men for f….. hvor underholdende. Her får Esben Bach vist, at han også er mand for en fed solo bag trommerne.

Andet sæt lægger ud med bas, sax og Margrete. Igen tager hun min opmærksomhed i Ain´t nobody´s business. Men hun kommer i den grad mig ved. Hun er i fuld kontrol med sin vokal, og hendes yndefulde og rolige gestik sidder lige i bulls eye.

Og det bliver bedre endnu.

Med en slags dinglende træ-uroer omkring håndleddene danner hun en porøs og stemningsfuld lyd som optakt til Summertime. Et nummer så kendt og fortærsket af så mange, at det nærmest har fået varige mén. Men her tager Margrete Graup sangen i sin favn og heler den for alle de sår, den med tiden har fået. Og her går tiden i stå. Akkompagneret af bas, hi-hat og whiskers foredrager hun sangen, så den letter fin og stille op i sommernattens himmelhvælving over Bispetorvet.

Det er næsten unødvendig at sige, men hendes mikrofonteknik er lige så sikker, som hendes vokal er betagende. Nummeret lander lige så blødt, som det starter – med de sjove træ-uroer stadig hængende i håndleddene med deres fine lyd, alt imens hun lader sin vokal klinge ud i en lang, lang blød tone, som hun bare holder, til jeg er tæt på selv at miste åndedrættet. Hun står helt stille, samler sig lidt og kommer til sig selv og tilbage til os andre med et lille genert smil. Åndeløst, mageløst.

Mod aftenens slutning i nummeret Since I fell for you synger hun sig fuldstændigt ud, så guderne må sig forbarme. Der bliver simpelthen gået professionelt til stålet. For fuld bandskrald. Nærværende og veloplagt når de helt op på trapperne til Aarhus Teater.

En koncert, som intet lader tilbage at ønske.

In memoriam
Birgitte Laugesen må fryde sig i blues´n´soulhimlen.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C