AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
En festival i festivalen

En festival i festivalen

19/7/2018 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Flickstick, Splab - Det Jyske Kunstakademi, 18/07 16:00

Se fotogalleri fra koncerten


SPLAB er navnet på Det Jyske Kunstakademis galleri i baggården, Mejlgade 32. En kreativ oase, hvor rønnebærtræet kaster en svalende skygge over indgangen til endnu et debuterende jazzspillested under årets festival.


 

Med sin uprætentiøse atmosfære lægger SPLAB sig i tomrummet mellem caféer og ”rigtige spillesteder”, og det fungerer super godt.

Mellem kl 16 og 23 onsdag præsenterede SPLAB sammen med Dansk Musiker Forbunds Ungeudvalg fem koncerter under overskriften Lydbrud. Vi var til stede ved de to første.

Maria Dybbroe fra udvalget fortæller, at udvalgsmedlemmerne hver især er kommet med navne, de gerne ville præsentere: ung, stærk musik fra Aarhus, København og det øvrige Norden. Det første ensemble var annonceret som Flickstick, et etableret, præmært tysk ensemble, hvis materiale leveres af Birgitta Flick og Lisa Stick.

På grund af afbud var trombonisten Lisa Stick og trommeslageren Christian Augustin alene om at præsentere den originale gruppe. Til gengæld fik vi som bonus den spanske saxofonist Cesar Joaniquet, der spiller i Aarhus Jazz Orchestra – hvor også Lisa Stick kan høres i Ridehuset under festivalen. Fra Hamburg kom bassisten Christian Müller og guitaristen Sven Kerscheck, som i det korte sæt også fik sat solide fodaftryk. Sådan knyttes der nye forbindelser, når det brænder på. 

Gallerisalen rummer samtidig elevarbejder på vægge og gulve samt ti klapstole, der i starten slog til. Senere blev vi heldigvis flere. 

De fem musikere satte i med en hymne, der prøvende afsøgte den levende akustik i det hvide rum. Og vibrationerne var gode, også i det næste værk, der havde en bolero-agtig rytme som basis for tema og modale improvisationer. Der var symbiose mellem stedets atmosfære og musikkens både majestætiske og grænsesøgende karakter. Den tyske gæsteguitarist Sven Kerscheck havde et nummer med, der for alvor testede rummet med sit stadig stigende crescendo, og så tog det sammenbragte ensemble med fin sans for dynamik det hele ned på jorden igen med en smuk ballade.

For elskere af klassisk keyboardlyd var der nu noget i vente. På scenen stod et Wurlitzer el-piano og en Juno 60 synth. Nørde-info: det var det klaver, Ray Charles spillede på i filmen Blues Brothers. 

Den norske sangerinde og sangskriver Eline Hellerud Åsbakk kommer oppe fra Tromsø, og har hooked op med Nikolaj Svaneborg (keys), Jonas Kardyb (drm, perc), to gennemmusikalske herrer, der kommer fra det lokale konservatoriemiljø. Overgangen fra det forrige ensemble og dets æteriske lyd forekom naturlig: Under nummeret Tønder lå en samplet lyd, og vokalen lød som samisk joike, men igennem trioens sæt trådte sangene og deres poppede/jazzede karakter tydeligere frem. 

Sangerindens udstråling signalerede ægte musikglæde og sødme, og de selvkomponerede numre havde kvalitet. Duoen bag hende fik også frit løb, men administrerede deres solonummer mesterligt underspillet, med en tyk hørm af 70-er soul/fusion, understreget af den lækre keyboardlyd og de antikverede trommers akustiske lyd. 

Hvis resten af festivalen i Mejlgade holder samme niveau, kan både arrangører og artister være godt tilfredse, og mon ikke vi i 2019 kan vente endnu en pop-up festival under Lydbrud-konceptet? 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C