Forrygende soul- og blueseftermiddag på Telefontorvet.

Jamen for pokker da!, Hold-da-op!, Nøøøj! – Det var nogle af de superlativer, der til overflod kunne høres under og efter Miriam Mandipiras optræden denne fredag eftermiddag på Telefontorvet i Aarhus. Bakket op af et band, der talte Kjeld Lauritsen på tangenter, Per Gade på guitar og Martin Klausen på gæsteoptræden på trommer fik vi en overdådig tur gennem blues, soul, pop og afrikanske sange,

Efter en instrumental indledning på et par numre entrede Miss Mandipira scenen på bedste divavis, med glimt i øjet og ført hånd. Og så gik det løs. I tre sæt diverterede denne skønne sangerinde med blues, soul og afrikanske sange – og bandet leverede solid underlægning, når de ikke brillerede i instrumentale numre.

I starten af første sæt sendte Mandipira en musikalsk hilsen og anerkendelse til Nelson Mandela i form af en sydafrikansk sang. I og med, at hun selv er fra Zimbabwe, gav det god mening, og ligeså da hun andre steder gennem dagen introducerede afrikanske sange. På zulu, jo-jo, men de passede fint ind, og publikum var med.

Men de helt klart bærende elementer i koncerten var, når Miriam Mandipira foldede sig ud i de store soul- og bluesfyldte ballader. Der blev trukket musikalske tråde til Bessie Smith, en af de tidlige amerikanske bluessangerinder. Her blev der leget med de "frække" indforståetheder, der var i den tids tekster, og Mandipira præsenterede på bedste "danglish" a fræk song. Stemningen var der, og publikum var med. Super godt.

Tilbage til de store ballader. Det var her, Miriam Mandipira beviste sit værd. Hun behersker til fulde de klassiske soul- og bluesfraseringer. Det fik vi et helt utroligt, hårrejsende, fænomenalt fanastisk eksempel på i hendes version af Misty Blue. Intet mindre end fænomenalt. Heldigvis var Mandipira ikke fedtet med at dele ud af disse vokale kraftpræstationer – til publikums absolut store tilfredsstillelse. Der blev også plads til pop og det lidt reggaeinspirerede, men det var disse soul-bluesnumre der for alvor trak koncerten op til fantastiske højder. Direkte ud af den tradition, som f.eks. Etta James, Aretha Franklin og Dinah Washington står for.

Det er virkelig imponerende, hvad en lille håndfuld musikere kan levere af kvalitetsmusik sådan en fredag eftermiddag i et telt i Aarhus. Men når materialet – og ikke mindst musikernes niveau – er så højt, som tilfældet var her, matcher det noget af det bedste, jeg har hørt længe. Ingen tvivl om, at Mandipira godt ved, hun kan.

Bandet fortjener også ros. De tre sæt blev hver især indledt med et par instrumentale numre, bl.a. en spøjs fabuleren over Satisfaction og Smoke on the Water. Det førte da også til, at Mandipira sang lidt af Satisfaction – ganske fint.

Kjeld Lauritsen behersker sit Hammond-orgel. Ingen tvivl om det. Ja, på et tidspunkt var han kommet over i temaet fra tv-serien Soap, men fandt da tilbage igen – gansk sjovt.

På trommerne var der gæsteoptræden af Martin Klausen. Hold-da-op for en energisk, hårdtslående trommespiller. Imponerende! Og Per Gade lagde sin fine guitar hele vejen igennem.

Alt i alt var det en forrygende eftermiddag, hvor vi i ikke mindre end tre sæt blev ført gennem blues-souluniverset. krydret med afrikanske specialiteter og små (køns)politiske kommentarer. Og meget klædeligt takkede bandet os publikum, ikke bare for at være mødt op (og blevet) til netop denne koncert, men for at støtte live-musikken i det hele taget. Jamen selv tak da. Når man får sådan en oplevelse, er det svært at lade være!.