AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024

Tak for årets jubilæumsfestival

23/7/2018 | Forfatter:


Stort og festligt jubilæum for Aarhus Jazz Festival. Slut på en fantastisk uge med masser af musik, publikum og god stemning, da jazzfestivalen fejrede sit 30 års jubilæum


Den 30. udgave Aarhus Jazz Festival var naturligvis præget af jubilæet. Det blev et rekordår, der endte med at præsentere over 380 koncerter og events på 43 spillesteder. Byen summede af folk, der var ude for at smage på jazzherlighederne, så der var godt med publikum til de mange koncerter. Det var tydeligt at mærke jazzstemningen både inde og ude med veloplagte musikere og glade festivalgæster.

Der var mange særlige oplevelser under årets festival, både internationale stjernenavne og jubilæumsarrangementer, der satte fest i gaden og fejrede festivalen og det lokale jazzmiljø. Der var kulturoplevelser fra øverste hylde, hvilket fx understreges af 5-stjernet anmeldelse af Burt Bacharachs koncert i Musikhuset, 4 stjerner til jazzgalla med Melody Gardot & Aarhus Jazz Orchestra og udsolgte koncerter til bl.a. Jakob Bro Returnings på Atlas og Wonderbrazz feat. Ida Nielsen & Kuku Agami på Bispetorvet. Man kunne på åbningsdagen opleve Aarhus Jazz Festivals Jubilæums Brass Band gå street parade i byens gader og høre et særligt sammensat jubilæumsorkester om aftenen i Bispejazzteltet. Åbningstalen blev holdt af formanden for Aarhus Jazz Festivals bestyrelse, Mads Kjær Jensen, der bl.a. bemærkede:

Jazz er globalt. Jazz er nysgerrighed. Jazz handler om at være i udvikling - ikke afvikling. Det er lige præcis det vi gør her og nu: Bidrager til udviklingen af den globale landsby. Ved at samles, lytte, opleve og glædes sammen, eller være grundlæggende uenige og diskutere denne uenighed i respekt for medmennesket.

Man kunne som altid opleve jazzen ude på Klostertorvet, Bispetorvet og Telefontorvet – og som noget nyt på Salling Rooftop og Spot Royal scenen ved åen. Ridehuset Swingede 4 dage under festivalen med madmarked og koncerter både inde og ude. Men hele byen kunne være med under jazzfestivalen. Fra Jægergårdsgade med minifestivalerne COLABS og The House Festival, til havnefronten med bl.a. Dokk1, Dome of Visions, VinDanmark og HantWerk  og igennem alle midtbyens caféer og spillesteder til Helsingør Theater, Den Gamle By, samt A- og B-huset på Godsbanen. Mange steder havde program til hele ugen, heriblandt Jazz & Venner, Café Smagløs, Tir Na Nog, Naked Ape, HeadQuarters og Hotel Carmel. Man må konstatere at jazzfestivalen i den grad lever, og at der på fornem vis støttes op om den af mange arrangører og spillesteder.

 

Aarhus Jazz Festival afviklede igen i år Nye Spor – hvor jazz og klassisk mødes – i samarbejde med AUT og Århus Sinfonietta, og succesfulde børnejazzarrangementer både på Bispetorvet og Dokk1. Festivalen fortsatte også projektet Jazzens Historie I Aarhus, hvor man nu på hjemmesiden www.aarhusjazzhistorie.dk kan læse om to perioder 1919-1949 og 1950-1979. Man kan også gå en rundtur mellem de steder, der har været betydningsfulde for jazzen i disse perioder - med appen Opdag Aarhus. Og endelig kan man fortælle sine egne jazzhistorier, nye som gamle, på facebooksiden Jazzens Historie I Aarhus. Projektet afsluttes i 2019 og ender med at beskrive Jazzens Historie I Aarhus igennem 100 år.

Alt i alt har det været en fantastisk uge, hvor byen har summet af musik og liv – og der har været positive tilbagemeldinger fra både musikere, arrangører og gæster fra ind- og udland.

Aarhus Jazz Festival ønsker at takke publikum, musikere, arrangører, spillesteder, frivillige og sponsorer for at bidrage til jazzfesten.

Aarhus Jazz Festival modtager uvurderlig støtte af Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Aarhuus Stiftstidendes Fond, Aarhus Events, Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Toyota-Fonden, Knud Højgaards Fond, DJBFA/Koda Kultur, BUPLs Solidaritets- og Kulturfond, RMF – Rytmisk Musikforening m.fl. Alle sponsorer, samarbejdspartnere og frivillige skal have stor tak – uden dem var det ikke muligt at gennemføre festivalen.


Husk at du kan læse om Aarhus Jazz Festival 2018 på vores JazzLIVE blog

Tjek også fotogallerierne

Se de kommende års jazzfestival HER

VI SES I 2019!



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C