AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Bill Frisell, Michala Petri, Carsten Dahl m.fl. i Helsingør Theater

Bill Frisell, Michala Petri, Carsten Dahl m.fl. i Helsingør Theater

3/7/2019 | Forfatter:


Under Aarhus Jazz Festival 2019 fejres 100 år med jazzmusik i Aarhus med et storstilet koncertprogram i Helsingør Theater, Den Gamle By, hvor man både kan høre internationale jazzstjerner, fortolkninger af jazzens standardrepertoire samt bud på nutid jazzmusik.


 

Alle koncerter begynder kl. 20.00 med dørsalg fra kl. 19.00.

Der åbnes stærkt 12/7 med det amerikanske guitarikon Bill Frisells trio. Den erfarne guitarist og komponist har adskillige anmelderroste album bag sig, senest soloudspillet Music ISfra 2018. Frisells sammenspillede trio tæller ud over ham selv bassist Thomas Morgan og trommeslager Rudy Royston. 

Dagen efter 13/7 kan man opleve den klassiske blokfløjtevirtuos Michala Petri i samspil med jazzpercussionisten Marilyn Mazur og den brasilianske guitarist og komponist Daniel Murray. Dette er sammen med Århus Sinfoniettas koncert 17/7 en del af Nye Spor 2019 – hvor jazzen møder klassisk musik. 

Søndag 14/7 står den på både smuk og hæsblæsende jazz og verdensmusik med Emir Bosnjakpå accordeon, efterfulgt af duoen Dawda Jobarteh & Stefan Pasborg. Denne aften byder på balkanmusik, fransk musette, argentinsk tango, ghanesisk kora og en smeltedigel af stilarter, der mødes i et musikalsk festfyrværkeri. 

Carsten Dahl Trinity spiller 15/7 og trioen er essensen af sammenspil gennem improvisationer, nordiske følje-toner og berømte amerikanske standarder. Udover Dahl, der er et sandt unikum på klaveret og en dansk pianist i absolut verdensklassetæller trioen Niels Davidsen (bas) og Stefan Pasborg (trommer).

Tirsdag 16/7 kan man opleve den canadiske sanger Denzal Sinclaire & Graig Earle Trio med en hyldest til Nat King Cole og alle de andre store jazzvokalister. Sinclaire er kendt i jazzverdenen som en af de mest elegante og inderlige levende fortolkere af jazzstandarder i verden i dag. Han har i de seneste fire år ofte optrådt med Wynton Marsalis and the Lincoln Center Jazz Orchestra, har tidligere udgivet tre prisnominerede og -belønnede plader på Verve/Universal Records USA - og fik “Male Jazz Vocalist of the Year”-prisen i Jazz Report Magazine i fire år i træk. Det bliver en helt unik koncertoplevelse.

Sidste koncert på programmet i Helsingør Theater er med I Think You’re Awesome & Friends. Bandet har gjort sig særdeles bemærket på den danske jazzscene i de seneste år med deres særlige indiejazz. Med bassist og komponist Jens Mikkel Madsen i front lader sekstetten sig inspirere af alt fra legende, afrikanske rytmer til nordiske folketoner, europæisk improvisation og amerikansk sangskrivertradition. Bandet fylder 10 år i 2019 og har til lejligheden sammensat en særlig koncert med gæstesolister: Taïga String Quartet & Thomas Madsen.

 

Andre fejringer af 100-året

I 1919 var jazz en ægte nyhed i Aarhus. Det var nemlig her den allerførste jazzkoncert blev spillet af Aage Rasmussens orkester på Hotel Terminus i Ryesgade 3, hvor der nu ligger boghandelen Arnold Busck. Jazzfestivalen fejrer, at jazzmusikken har levet og overlevet i Aarhus i et århundrede med en række arrangementer, der har fokus på jazzhistorien både her i byen og i det hele taget. Udover koncertene i Helsingør Theater kan man under jazzfestivalen opleve levende jazzhistorie bl.a. med Skt. Pauls Band (Bispetorvet) eller ved koncerterne på Telefontorvet, fx Arosia – og så er der et hav af koncerter i hele byen, som tager afsæt i jazzhistorien på forskellig vis. På Bispetorvet hyldes jazzkoryfæer ved Tribute to Monica Z og The Blakey Project. Den amerikanske trommeslager Art Blakey ville også kunne fejre 100-års fødselsdag i 2019 og er derfor at finde på årets festivalplakat af Finn Nygaard.

Projektet Jazzens Historie I Aarhus tilføjer fortællinger om den tredje og sidste periode 1980-2019 på www.aarhusjazzhistorie.dk. Der er også tre byvandringer (13/7 - 16/7 - 19/7) med fokus på jazzhistorien, og på Teaterkatten afholdes fire Talking Jazz arrangementer (17/7-20/7) med tilbageblik, spændende fortællinger og finurlige anekdoter fra byens historie med jazzmusikken. Endelig kan man se miniudstillingerne Jazzens Historie I Aarhus på Dokk1 eller Plakaten Swinger på Dansk Plakatmuseum (Den Gamle By).


Markeringen 100 år med jazz i Aarhus gennemføres med støtte fra William Demant Fonden, CAC Fonden og Nordea-fonden "Vi støtter gode liv"



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C