13. - 20. juli 2024
Frisell rammer dybt med forunderlig guitarvirtuositet
13/7/2019 |
Forfatter: Ebbe Lautrup | Fotograf: Jørgen Nielsen
Bill Frisell feat. Thomas Morgan & Rudy Royston, Helsingør Theater - Den Gamle By, 12/07 20:00
Bill Frisell tog et åndeløst publikum med på en opdagelsesrejse af en anden verden.
Han entrerer scenen med en til underdanighed grænsende ydmyg udstråling. Men hans forsagte, bebrillede venlige ydre og følsomme tilgang til musikken til trods leverer han udfordrende og drilagtige guitarforløb, der kan få skyskrabere og egetræer til at svømme ud i et. Ingen er bedre til at male lydbilder af såvel storby som natur end komponisten og guitaristen Bill Frisell.
Med sine egne kompositioner og et par enkelte nyfortolkninger af country-, folk- og jazzstandarder placerer Bill Frisell sig denne aften i toppen af indekset for autenticitet. Med sin Gibson SG-guitar, som han håndterer med smagfuld originalitet, tager han i et forventningsfyldt Helsingør Teater publikum med på en æstetisk musikalsk opdagelsesrejse.
Han lægger ud med Rambler fra hans seneste udgivelse Music IS. Sætter gang i sine loop-pedal, som han kan bruge til at indspille flere rækker af toner, så de lægger sig lag på lag på lag oven på hinanden. Den 68-årige prisbedækkede og Grammy-nominerede komponist og højt elskede guitarist og improvisator stryger om sig med fragmentarisk syrede og milde, beroligende toneforløb afløst af prægtige festblus af lyriske harmonier. Undervejs får han aktiveret en ny effekt, som kan holde en akkordklang konstant kørende, og oven på alt det spiller han sine melodiforløb. Farverige lydlandskaber toner ud af højttalerne.
Drilagtig og legende
Med sit æterisk søgende spil har Bill Frisell blik og øre for at iscenesætte sine musikere og samtidig poetisk skære ind til benet i et til tider minimalistisk, meditativt lydbad, som dog hurtigt kan vise tænder i hidsige udladninger. Ordløst konverserer han sine musikere og foretager i nummeret Flood en overordentlig elegant eksekvering af en nærmest sirligt optegnet akkordportefølje med melodiforløb og klangblokke dissonerende op ad hinanden. Bestemt ikke for det behagesyge øre. Men nummeret er også skabt med afsæt i en syndflodsagtig oversvømmelse af Mississippi-floden i 1927.
Bill Frisell spiller inspireret og inspirerer sine musikere. Thomas Morgans slanke fingre, der bestemt ikke bærer præg af kontrabassen enorme fysiognomi, drøner med stor hast op og ned ad det mægtige instrument uden at komme til skade. Han spiller med stor indlevelse og fantasi og lader sine toneforløb filtre sig ind og ud af Frisells staccato- indsatser med Rudy Roystons fabulerende trommespil som baggrund.
Roller byttes om undervejs, så det er trommerne, der træder frem – magtfuldt og virtuost. Snart med lynhurtige forsigtige rundgange, snart med power, pondus og attitude. I ny og næ kan Bill Frisells stramt markerede staccato-indstik dog godt blive lidt for langtrukne. Men hva´?
En højtskattet evne til at udsøge og udforske temaer dybt rodfæstet i amerikansk musikhistorie er et af Bill Frisells særkender. Ophæve genrer og frit bevæge sig fortolkende på tværs af alle stilarter, er et andet.
Med afsæt i den amerikanske folk-kanon fortolker han i Helsingør Teater på sin helt egen måde klassikere som Wichita Lineman af Jimmy Webb og ikke mindst den gamle amerikanske gospelhymne We Shall Overcome fra år 1900 af Charles Albert Tindley. Lavmælt med stilfuldt tilbagelænet groove fra trommer og bas tilsat fornemme flageoletter fra Bill Frisell. Vidunderligt spillet og underskønt fortolket. Uden parodi eller pastiche. Det er som at sidde alene over for ham. Resten af publikum eksisterer nærmest ikke. Det er dødstille. Opslugt. . . .
Og så runger bifaldet op gennem stolerækkerne i det gamle teater.
Sin egen
Bill Frisells spiller med stor dynamik. Han favner de kraftige udladninger såvel som de helt stille, næsten uhørlige sublime klangbilleder, hvor man gang på gang overraskes af hans undervejs loopindspillede lydtæppe. Smukt og effektfuldt og billedskabende. Aftenen bød til gengæld ikke på store temposkift. Men et maleri eller et naturscenarie har vel også kun ét tempo. Sit eget. Og Bill Frisell er i høj grad sin egen.
Fra jazz, country, folk og blues tilsat spontane eksplosiver af næsten freeform avant-garde. Stilarter er en uinteressant måde at tænke musik på, når Bill Frisells helt egen personlige stil er i øret. Hans komplekst sammensatte kompositioner og sound ligger hinsides genrer og har dybde og spændvidde, der på forunderlig vis krydser amerikansk musikhistorie og udfordrer ens øre, men også bringer undertegnede til et sted, som på én gang virker fredfyldt og genkendeligt, såvel som nyt og uopdaget. Og det sted hører hjemme i toppen af karakterskalaen.
