AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Med Coltrane og Indien i øregangen

Med Coltrane og Indien i øregangen

14/7/2019 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Tim Stojanovic / Hreinn Gudlaugsson
Mahanthappa/Møller/Mogensen Quintet, Atlas, 13/07 21:00

View photogallery from this concert


Der var fuldt tryk på musikken på Atlas lørdag aften. På scenen stod Mahanthappa/Møller/Mogensen Quintet.



På festivalens hjemmeside var koncerten rubriceret som mainstream/swing. Der kunne også have stået avantgarde, men det burde nok have været rubriceret som hård jazz med orientalske undertoner.

Bag navnet Mahanthappa/Møller/Mogensen Quintet gemmer sig indisk/amerikanske Rudresh Mahanthappa på altsax, Lars Møller på tenorsax, pakistansk/amerikanske Rez Abassi på guitar, Nils Bo Davidsen på bas og trommefænomenet Anders Mogensen.

Gruppens forhistorie er, at Mogensen og Mahanthappa som studerende mødte hinanden på Berklee College of Music. Hjemme igen kom Mogensen til at spille meget med sin ven Møller, der var dybt fascineret af og studerede indisk musik. Mahanthappa og Abassi tog efter deres klassiske uddannelse i USA på ture til deres forældres lande, også for at studere den klassisk indisk-orientalske musik. Tenorsaxofonisten John Coltrane var i begyndelsen af 60’erne interesseret i og havde ladet sig inspirere af indisk musik. Interessen for Coltrane og indisk musik var baggrunden for det musikalske topmøde, som jeg finder må være et af festivalens mest spændende.

Resultatet af Mahanthappa-Møller-Mogensens samarbejde er ikke blevet folklore, men amerikansk jazz med skæve tonearter og specielle rytmer. De to saxofonister gav sig fuldstændig i deres sam- og modspil. Det er to geniale musikere fulde af fantasifulde billeder. Hvem der er bedst, skal jeg ikke kunne sige. Men det var klasse.

Rez Abassi på guitar har spillet sammen med en lang række af Amerikas bedste jazzmusikere og derunder også med Mahanthappa. Abassi var en kæmpe oplevelse på sit instrument og havde skrevet to af gruppens numre, hvor han i en næsten popagtig Snake Charm i raga-toner fik bearbejdet tilhørernes eventuelle slangefobier.

Huskes skal også gruppens hyldest til John Coltranes sang India. Deres bearbejdede udgave var lang og heftig, men med et par mere stille og lyriske soli.

Samlet var det en enestående oplevelse, som burde være set og hørt af mange flere tilskuere.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C