AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Klubstemning på Bispetorvet

Klubstemning på Bispetorvet

14/7/2019 | Forfatter: Dorte Buur Pedersen | Fotograf: Tim Stojanovic
Rasmus Ehlers US3, Bispejazz - Bispetorvet, 14/07 14:30

Se fotogalleri fra koncerten


På en halvsøvnig søndag eftermiddag formåede Rasmus Ehlers US3 at skabe en varm og intim stemning på Bispetorvet.



Søndag eftermiddag vendte pianisten Rasmus Ehlers hjem til Aarhus. Med sig havde han de to New York-boende musikere, Ugonna Okegwo på bas og Colin Stranahan på trommer. Det viste sig at være et godt bekendtskab, for trioen leverede en solid koncert på Bispetorvet. 

De lagde ud med Rasmus Ehlers' egen komposition Gospel fra albummet The unnecessary art. Herefter fulgte et par fortolkninger af andre kunstners sange, blandt andet den oprindelig ikke særlig jazzede Hotel California af The Eagles, men Rasmus Ehlers US3 er ikke bange for at spille sange fra andre genre og sætte sit helt eget præg på dem. 

Rasmus Ehlers havde, til vores held, været i gang med en oprydning derhjemme og her var sangen The Kid dukket op, en smuk meditativ komposition. Første sæt sluttede af med den ligeledes smukke Time after time.

Anden sæt startede med en lille håndsoprækning om, hvor mange der kendte Thelonious Monk. Det var desværre ganske få, men her fik publikum mulighed for at stifte bekendtskab med Monks komposition Pannoica (skrevet til hans mæcen Kathleen Pannoica Rothschild). Thelonious Monk var den store amerikanske bebop-pianist der gennem mere end 30 år imponerede publikum med sit klaverspil og kompositioner, op igennem 60'erne spillede han flere gange i Danmark.

Der blev også plads til den klassiske ballade I fall in love to easily, som Ehlers også har indspillet på albummet Trinity. Koncerten sluttede af med Benny Golsons Along came Betty.

Det var helt igennem en dejlig eftermiddag i jazzens tegn. Jeg har ikke været til en Rasmus Ehlers US3-koncert før, men det var en god oplevelse med en gedigen trio bestående af dygtige musikere. Jeg vil glæde mig til, at høre dem en anden gang.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C