AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
I grænselandet ...

I grænselandet ...

14/7/2019 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Poul Nyholm
Christian Windfeld – Rotunda Live, Mindeparken - Monument for 1. Verdenskrig, 14/07 06:00

Se fotogalleri fra koncerten


I Mindeparken berigede Christian Windfeld os med en meningsfuld – og mindeværdig – musikalsk kommentar til en meningsløs krig.



Aarhus Jazz Festival lægger vægt på at komme rundt i hele det musikalske spekter, fra velkendte traditionelle jazztoner til det eksperimenterende og fornyende i jazzens grænseland. Dér var vi søndag morgen kl. 6 (!) – i grænselandet. Og i mere end én forstand.

For trommeslager Christian Windfelds Rotunda Live-koncert, som jeg allerede nu vover at udnævne til jazzfestivalens mest specielle koncert, lagde nye dimensioner til den ulykkelige historie om de mange unge danskere, der faldt i 1. verdenskrig. De fleste, fordi deres familier efter tabet af Sønderjylland i 1864 var endt på den "forkerte" side af grænsen og blev tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste. Andre, fordi de som immigranter gik ind i krigen på de allieredes side.

Arkitekt Axel Ekbergs og billedhugger Axel Poulsens monument i Mindeparken – Rotundaen – fortæller historien. Med mindetavler med navne på 4.140 faldne soldater. Med fire relieffer: Udmarchen (afskeden), Krigen, Freden, Hjemkomsten (og sorgen). Og med en mindeplade med fhv. statsminister I.C. Christensens digt om de blodige begivenheder. 

Vi sidder på bænkene og på stenkanten langs rotundaens væg med mindetavlerne. Vi er, tidspunktet taget i betragtning, overraskende mange og besætter stort set alle siddepladser. Forventningsfulde og spændte på, hvad vi skal opleve – og i respekt for stedets særlige karakter – er vi stille. Det samme er Christian Windfeld, siddende på sin trommestol midt i rotundaen, kun udstyret med en lilletromme og et lille bækken. 

Kl. 6 rejser Karen Marie Troldborg sig fra sin plads blandt publikum. Stående ved indgangen læser hun første del af I.C. Christensens digt:

Danmark vor moder løfter sit øje, ser over lande sønnernes færd. Krigstid og voldstid, hjerterne grue. Broder mod broder drager sit sværd.

Så begynder musikken. Med et par små køller på lilletrommen frembringer Christian Windfeld en form for trommehvirvler, en ildevarslende snerren med vekslende intensitet og styrke, der fortæller hvad der venter. Måske er der i lydbilledet også et hint til mere moderne krigsførelse: en drone, der nærmer sig? 

Under denne første "sats" er Karen Marie Troldborg, som en soldat, med afmålte skridt, "marcheret" videre til første relief, Afskeden, hvor hun læser et af sine egne digte op:

"Fjender og venner i samme bevægelse – hjemmefra og ud mod den samme grav".

Det går for op for os, at Troldborg og Windfeld har valgt, i ord og "toner" at følge stedets – monumentets og krigens – kronogi i deres fælles fortælling.

Windfeld slår på lilletrommen, uregelmæssigt, stigende i styrke og intensitet. Spredt kugleregn over slagmarken forude, siden regulære skudsalver ... .

Troldborg læser op ud for relieffet Krigen. Dramatiske ord om granatkast, nærkampe med fældede bajonetter og "levende menneskerester (der) ryste(r) til det sidste" følges op af Windfeld med voldsomme slag på bækkenet, der placeret på lilletrommen også får den med i lydbilledet. Vi er midt i krigens kaotiske og øredøvende inferno ... .

Det fortsætter sådan. Ord følger musik, musik følger ord i perfekt sync.  

Troldborgs digt om freden og forsoningen mellem soldaterne på hver sin side sætter spot on-ord på tomheden og skyldfølelsen, der rammer dem, der som uskyldige brikker i andres magtspil bliver hinandens fjender i en krig, de aldrig har ønsket: Slår de tømte øjne ned – hviler dem i støvet – holder pande mod pande – hinandens hænder af skam.

Ordet hænder bliver afsættet for koncertens mest forunderlige og magiske moment: Christian Windfeld, der stående i rotundaens midte klapper i hænderne – intet andet. Med alvorsfuld attitude og udstråling rammer han krigens dilemma og smerten, der trods freden varer ved. Det er ikke en glad klappen hænder. Til gengæld er det en effektfuld klappen – der i kraft af den særlige akustik i rotundaen sender bølger af ekkoer ud til os tilhører i den gråmelerede morgen, der også spiller stemningsfuldt med. 

Klapsalverne toner ud, Windfeld forlader sine instrumenter og bevæger sig stilfærdigt mod udgangen. 

Troldborg slutter med sidste del af I.C. Christensens digt: 

Danmark vor moder, tiderne skifte, freden vil læge sorger og saar. Savnede sønners navne vi tegne. Mindet vil leve i tusinde aar.

Nu er det vores tur til at klappe efter en anderledes, bevægende og stor oplevelse – som også vil leve længe i mindet.

Frederik Sakham fra AUT Aarhus Unge Tonekunstnere, der står bag koncerten, bryder den andægtige stemning med en praktisk oplysning: De annoncerede forfriskninger til publikum rækker næppe hele vejen rundt, for man havde slet ikke forventet, at så mange ville komme denne tidlige søndag morgen. Der er købt rundstykker til otte (!), så vi må dele. Det tager alle aldeles roligt.

AUT skal have stor ros for koncerten, som er en del af det såkaldte Liéux-projekt for stedsspecifik lydkunst. Denne koncert kunne ganske enkelt ikke være spillet – og historien ikke meningsfuldt fortalt – andre steder. 

Det samme gæder vinyludgaven af Rotunda, som Christian Windfeld indspillede og udgav i 2016. Tag din rejsegrammofon med i Mindeparken, og hør den!

.

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C