AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
En kending til sommerfestaften i Musikhuset

En kending til sommerfestaften i Musikhuset

15/7/2019 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Poul Nyholm
Gregory Porter, Musikhuset Aarhus, 14/07 20:00

View photogallery from this concert


Den ene af Musikhusets tre topstjerner ved årets jazzfestival er en genganger fra sidste år.



Solen var stadig flot og varm, da klokken søndag aften ringede til koncert med den amerikanske sanger Gregory Porter i Musikhus Aarhus. Stemningen var god. Folk hyggede sig, nød et glas vin og småsnakkede. Da de endelig var kommet ind, fyldte de næste hele den store sal. Øverst på anden balkon var der dog endnu ledige pladser.

Gregory Porter er ikke ukendt i Danmark og i Aarhus. Han brød igennem både internationalt og her i landet i 2014, hvor han besøgte jazzfestivalen i København. Det blev et brag af en koncert, da han inviterede selveste Stevie Wonder med på scenen. Han vendte to år senere tilbage til Hovedstaden – og blev i 2018 også inviteret til Aarhus. Også denne koncert blev en succes.

Rygterne går om, at han efter den officielle koncert i Musikhuset i 2018 senere på aften og natten sammen med sine musikere jammede videre i flere timer på Café Smagløs. (Og så kan man spørge sig selv, om han, mens dette skrives, gør det igen).

Når man på nettet spørger til Gregory Porter, fortælles der om den ene succesfulde koncert efter den anden, ikke mindst her i Europa. Manden er super populær. I 2017 udgav han et album med Nat King Cole-sange, hvilket kunne have været aktuelt at have hørt lidt af her i 100-året for super-croonerens fødsel.

Fra første tone var publikum i salen med. Nummer efter nummer blev behandlet af Porters cremede baryton. Sangene kom i tæt rækkefølge, stort set uden kommentarer. Efter omkring en time og et kvarter var der en slags break, hvor musikerne fik lov til at slå sig mere løs. Dejligt. De havde ellers været holdt noget i baggrunden. Der kom også sange i lidt andet tempo. Først til sidst blev der åbnet rigtig op for musikken. Én efter én fik musikerne lov til at vise deres kunnen.

Efter koncerten begyndte jeg at se, hvad andre har ment om hans koncerter. Der var mest ros. Dog skrev en enkelt anmelder skrev sidste år: ”Gregory Porter har en skøn stemme, men den kan ikke redde et småkedeligt album”. Tænk, det tror jeg, at jeg er enig i. Nå jeg kan være en sur gammel rad. Da jeg kom ud i foyeren efter to timers koncert uden pause hørte jeg mange stemmer sige, at det var dog en dejlig koncert og aften.

Da jeg for to år siden gik til en jazzfestival-koncert i Musikhuset med det engelske pop-jazz-fænomen Jamie Cullum var jeg på forhånd skeptisk, men han slog fuldstændig benene væk under mig. Det gjorde Gergory Porter ikke søndag.

Jeg kan godt se det fornuftige i at have sikre kassesucceser, men synes måske, at det er lidt meget at invitere det samme sikre kort to år i træk. Jazzfestivalen er og skal være rummelig, men skal det være pop mere end jazz? Er Marcus Miller den eneste jazzpersonlighed i år i Musikhuset? Jeg husker dage, hvor der var folk som Stan Getz.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C