AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Børnejazz med mange vinkler

Børnejazz med mange vinkler

14/7/2019 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Tim Stojanovic
Jazz & Rytmik Jam – Børnejazz på Dokk1, Dokk1, 14/07 10:15

Se fotogalleri fra koncerten


Dokk1 bød søndag på et sandt overflødighedshorn af jazz for de mindste.



Allerede på vej til dagens første opgave var jeg klar over, hvem der var det primære publikum til oplevelserne. Der var børn til fods, i diverse cykelvogne, trækvogne og andre børnevenlige transportmidler. Alle med kurs mod Dokk1, som bød på en søndag med børnejazz. Stedet er i forvejen velbesøgt, når det gælder børn, men rigtig mange havde sagt ja til invitationen til dagens musiklakse tilbud.

Aktiviteterne var fordelt flere steder i bygningen, men jazzfestivalens frivillige var flinke til at guide forældrene.

I Æsken på Børnerampen havde Musikskolen inviteret til Jazz & Rytmik Jam varetaget af to musikpædagoger og to professionelle jazzmusikere. Musikpædagogerne var Signe Thorborg og Kirsten Pedersen. Musikerne var Jonas Enevoldsen på sax og Jens Bang på trombone.

Der var tætpakket i Æsken til den første af to omgange musikalsk leg. Det var rigtig fint struktureret og ramte både de alleryngste og de lidt ældre børn. Ikke mindst sidste del af seancen var et hit. Børnene kunne hente instrumenter, der passede til deres alder, og det blev til et helt orkester bl.a. med en blæsergruppe med sax og trombone. Dert hele blev først styret af en af musikpædagogerne, og efterfølgende fik nogle af børnene chancen for at være dirigent med afsæt i en hulahopring. Det var intenst, sjovt og lærerigt.

Udenfor ved scenetrappen spillede saxofonisten Jacob Danielsen og bassisten Thomas Sejthen jazzmusik og fortalte om musikken og instrumenterne. Det foregik akustisk, og det var lidt svært at trænge igennem til publikum. Rummet er ikke særlig velegnet til akustiske aktiviteter, og det bliver endnu sværere, når der er masser af publikum i alle aldre. Duoens koncerter var nok ikke oplagt for de helt små, men der blev lyttet og klappet, og som altid sørgede de to musikere for lækker veldrejet jazz..

I lille sal ved Caféen inviterede Flensborg/Venndt Duo til koncert suppleret af Jacinta Madsen. De to musikere kender hinanden ud og ind, og det blev en hæsblæsende oplevelse, hvor Jacinta Madsen tegnede på en stor tavle inspireret af den musiklakse underholdning. Pojken Flensborg holdt sammen på det hele ved pianoet, mens Jacob Venndt spillede på et imponerende stort antal instrumenter, bl.a. kontrabas, diverse mundharmonikaer, sav, cajòn plus meget mere. Det var top-professionelt og fascinerede for både børn og forældre. Det var så stort et trækplaster, at man måttet hente ekstra stole, yogamåtter og andet for at klare tilstrømningen.

Ud over dette var der jazzskattejagt og kreativt værksted.  Det var et overflødighedshorn af tilbud, som var rigtig populært.

Resten af ugen er børnejazzen på Bispetorvet hver formiddag.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C