AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Soulfuld Sanko i Musikhuset

Soulfuld Sanko i Musikhuset

17/7/2019 | Forfatter: Kenth Kjeldgård Nielsen | Fotograf: Dorte Pedersen
Myles Sanko, Musikhuset Aarhus, 16/07 20:00

View photogallery from this concert


Soulmusikken lever i bedste velgående – det beviste Myles Sanko og band.



Myles Sanko. Et for mig ubeskrevet blad, så jeg havde ingen forudsætninger eller forventninger som sådan til, hvad han havde at byde på. Men heldigvis blev jeg positivt overrasket. Fra første strofe havde Sanko publikum – dvs. en pænt fyldt Lille Sal – med sig, Det var soul, det var til tider funky, og det var knaldskarpt leveret. Især da lyden blev justeret, og højttalerne i højre side også kom med. Men det var en mindre teknisk svipser, som Sanko ikke kan klandres for.

Til et instrumentalnummer entrede Sanko scenen et par minutter efter bandet, og så gik det ellers derudad. Flankeret af piano/keyboard, bas, trommer, guitar og to blæsere beviste Sanko, at den klassiske soul lever. Måske nok i nutidig form, men bestemt en form med saft og kraft.  Med tre regulære album i ryggen blev vi diverteret med, hvad der for mig at høre er originalt materiale – men helt i tråd med soul-konceptet. Sankos lyse, men kraftfulde stemme mestrede både balladerne og uptempo-numrene, og bandet fulgte trop. De var skarpe, de var præcise, og der var et endog meget fint samspil mellem solisten og bandet. Ikke mindst afslutningerne sad knivskarpt, lige i skabet. Flot. 

Efterhånden som aftenen skred frem, kom der mere og mere power på uptempo-numrene. I andet sæt var Sanko med fra starten, og trods pausen var både han og salen hurtigt oppe i tempo og energi igen. Der blev leveret diverse soli, og især trommeslageren fik stor applaus. Et nummer der (måske) hedder You are my Sunshine startede ganske stille med piano og vokal. Men SÅ bragede det for fuld udblæsning, hvor ikke mindst saxofonisten brillerede. Et andet nummer – muligvis To my Surprise var fuldfed funk, der gav mindelser om James Brown. "Two... two...two" dikterede Sanko til trommeslageren, der straks markerede to slag lidt ekstra hårdt ... "Three..!" kom det så, og trommeslageren var straks med. Flot, fornøjeligt og effektfuldt.

Publikum havde en fest. Hvorvidt Myles Sanko er mere kendt blandt de andre publikummer end hos mig, ved jeg ikke, men de var med ham. Han greb og favnede publikum, der hurtigt var med på fællessang og taktfaste klap. Jamen han var da også charmerende og havde et vindende væsen, som han stod der velklædt i jakke, vest og charmeklud i brystlommen.

Det var Sankos første koncert i Aarhus – og ham, der havde taget solen med hertil, mente han. Og han havde da også lært sig nogle få danske gloser, jo-jo. En meget positiv musikoplevelse rigere forlod jeg salen, da Sanko havde forladt scenen -- og sikkert kom ind igen til ekstranumre. Han takkede publikum, virkede samtidig både oprigtig, ydmyg, men også stolt. Jeg er sikker på, han var klar over, at "den var hjemme". Han ville i hvert fald gerne komme igen, og mon ikke også at vi er mange, der vil byde ham velkommen igen.

(Desværre fik jeg ikke en sætliste og Sanko var ikke så god til at nævne titlerne så jeg håber, I vil bære over med eventuelle fejl i sangtitlerne – de er lige gode endda).



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C