AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Knas på vejen mod perfektion

Knas på vejen mod perfektion

17/7/2019 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Jeppe Zeeberg, Radar, 16/07 21:00

Se fotogalleri fra koncerten


Højt hår og oprejst pande hos koldblodig kapelmester.



Sun Ship præsenterede dobbeltkoncert på Radar tirsdag aften. Vi nåede aftenens andet navn, meget passende intet mindre end det ypperste, menneskeheden formår at frembringe: Jeppe Zeeberg and The Absolute Pinnacle of Human Achievement. Når de altså selv skal sige det.  Jeppe Zeeberg er en musikalsk filur, så man læser gerne hans bandnavn som et selvironisk statement. Ikke desto mindre er den unge pianist af udenlandske medier som All About Jazz blevet udråbt til noget nær et geni.

Det var dog mere jordnære emner, der optog ham i starten af sættet på Radar. Hans vintage Ace Tone-keyboard svigtede periodisk, og for førstegangslytteren kunne udfaldene sagtens gå for at være en del af nummeret Jesus on Bongos med dets halsbrækkende breaks og rytmeskift. Men det var desværre alvor, og først efter fremskaffelse af nye ledninger og gaffatape kom der ro på – eller rettere – gang i den igen. Nu med et nummer, ”opkaldt efter en nordmand, der hedder Sven Richard. Det hedder Sven Richard,” kunne Zeeberg oplyse.

For en musiklytter gennem et langt liv vrimler Jeppe Zeebergs musik med citater fra Zappa, Soft Machine, surf, punk, ja selv Europe´s Final Countdown synes at skimtes i mylderet af toner. Det tekniske uheld spøgte stadig og truede med at sætte kapelmesteren ud af spillet, men som han sagde: Det kan være, det er med vilje, eller også er det gået i stykker igen!

Vi slap dog helskindet gennem et langt nummer fra hans suite The four Seasons, stramt dirigeret af kapelmesteren med nik og håndbevægelser. Et meget stærkt rytmisk forløb, hvor ostinatfigurer blev forskudt i forhold til den underliggende rytme. Eller var det omvendt? Naturligvis måtte der et ekstranummer til, ”Hittet” fra en kommende plade med fire amatørbigbands, der spiller oven i hinanden. Man er aldrig helt sikker på, om manden taler sandt, og jeg ved ikke om den nogensinde kommer til at stå i min pladesamling. Men det er ikke sidste gang jeg skal opleve Jeppe Zeeberg – med eller uden hans hårdtarbejdende følgesvende.  

If Zeeberg isn't a genius, then he certainly ranks pretty close to one. (All About Jazz)



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C