AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Lyden af Mississippi

Lyden af Mississippi

17/7/2019 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Bo Petersen
H.P. Lange & Band, Jazzteltet - Telefontorvet - Hos Anders, 16/07 15:30

Se fotogalleri fra koncerten


Autentisk blues med dybe rødder



Aarhus Jazzklub, som under Jazzfestivalen holder til i et telt på Telefontorvet, er altid garant for den gode traditionelle jazzmusik, men i nyere tid er der også blevet plads til afstikkere, dog med fast forankring i jazzrødderne.

Tirsdag var der blues på programmet. Musikken blev leveret af H. P. Lange og hans band, som har jeg har hørt flere gange, men altid vender tilbage til med stor fornøjelse. Det, der altid fanger, er deres trofaste forankring i de originale autentiske bluesrødder og den lyd, der hører til.

Lyden sikres af instrumenteringen. H. P. Lange på støvet guitarlyd og vokal, Jarno Varsted på mundharmonika, Dave Steven på kontrabas og Jens Kristian Dam på trommer. Det er bl.a. de to sidstnævntes spilleform, der sikrer autenciteten.  De forstår at understøtte både tempo og lyd med deres særlige bas- og trommeteknik. Ud over lyden er det også tempoet, der signalerer autentisk blues fra de dybe rødder. Ofte tilbagelænet og ikke for hurtigt. Lige der, hvor det swinger på en helt særlig måde.

Med på H. P. Langes 2019-hold er mundharmonikaspilleren Jarno Varsted. Det er temmelig længe siden, jeg sidst hørte ham, men det skyldes sikkert, at han  i det daglige arbejder i Berlin. Men det var et dejligt genhør. Han er fortsat en af de helt unikke mundharmonikaspillere og det helt oplagte valg til Langes spillestil, som både giver ham plads som akkompagnatør og solist.

H. P. Lange er en ener på bluesscenen. Jeg tager hatten af for hans trofaste forankring i den originale bluesmusik og Mississippi- rødderne.

Tak for et dejligt roots-bidrag midt i jazzfestivalen.

Aarhus Jazzklub har musik på Telefontorvet hver dag.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C