AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
For fuld jazzgalop

For fuld jazzgalop

18/7/2019 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Henning Espersen / Hreinn Gudlaugsson
Horse Orchestra, COLABS, 17/07 22:00

Se fotogalleri fra koncerten


Fyrige Horse Orchestra satte for alvor skub i den to dages impro-fest på COLABS.



Skal man på dette års jazzfestival ud i jazzens grænseegne, hvor der eksperimenteres og tages chancer ud over det sædvanlige, skal man først og fremmest kigge mod syd. Tag koncerterne på Udstillingsstedet Spanien 19C tidligere på ugen og i morgen fredag. Og tag ikke mindst The Community, der for andet år i træk afholder to dages impro-festival på COLABS (alias Knuds kiosk, som bl.a. er et cykelværksted!). Stedet er særdeles velvalgt – lige i kernen af det unge, kunstneriske og kreative miljø, der de senere år har foldet sig ud i Sydhavnskvarteret og i særdeleshed her i de gamle slagteribygninger i bunden af Jægergårdsgade. 

Horse Orchestra er tredje band på scenen denne onsdag aften, hvor impro-festivalen lægger fra land. Jeg har glædet mig til et genhør med dette forrygende ensemble, der med hensyn til besætning går på tværs af de nordiske lande og musikalsk går på tværs af alle tænkelige og utænkelige genrer i jazzsammenhæng. Det var en stor – og uventet – oplevelseat høre dem for første gang på Klostertorvet under Aarhus Jazz Festival for et par år siden. Og oplevelsen er om muligt endnu større denne gang.

Det på forhånd annoncerede ekstranummer opsummerer på bedste vis, hvad Horse Orchestra står for. Tag blot pianist Jeppe Zeebergs annoncering at den spøjse titel på nummeret, som han har skrevet: "Hvad laver Torben og Bjørnen i aften?" Hvorefter et vellydende konglomerat af jazzet New Orleans-march, pop, barok med mer' ruller ud over det lille lokale. Melodisk, dansabelt, kraftfuldt – og med en virtuos pianosolo mod slutningen. Forinden har vi lagt øre til en række andre numre med lige så spøjse titler, såsom Montag ist vielleicht das lustiges TagE-post og Fucking, disasting shit (og noget mere uhørbart ...). 

De tre kraftfulde blæsere – trompet, sax og trombone – i front falder i øjnene og i den grad også i ørerne, men bag dem befinder sig et rytmekraftværk med tuba, bas og trommer. Og så skal vi ikke glemme pianist Jeppe Zeeberg ude på fløjen. Som special effect er trommeslageren koncerten igennem i evig kamp med og på det nærmeste viklet ind i det glimtende og glitrende "trådgardin", der dekorerer bagscenen.

Men special effects behøves egentlig ikke. Den musikalitet, som dette tæt sammenspillede kollektiv i så rigeligt mål øser ud af, rækker fuldt ud: soli i passende doser fra stort set alle medvirkende (men ikke trættende den-ene-efter-den-anden i samme nummer), varierende numre skrevet af forskellige bandmedlemmer, halsbrækkende temposkift og breaks, der sidder lige i skabet – hver gang. Alt sammen serveret med stort overskud og humor. F.eks. er der en quiz, hvor seneste LP Four Letter Word (2016) er på højkant til den, der kan gætte ordet, som titelnummeret dækker over. Det ligger lige for at råbe kærli'he (på engelsk altså), men efter nummeret at dømme er det i givet fald en så stormfuld affære – med solide bumps på vejen – at ingen finder på det. Jazz og Hest er de to hørbare bud, og de blir' begge bortdømt som forkerte af overdommer Zeeberg. Så ingen LP til nogen. Heldigvis har vi en stor live-oplevelse af falde tilbage på. 

Tidligere på aftenen sætter poet og saxofonist m.m. T.S. Høeg gang i improfesten med et DJ-sæt. Han kommer tilbage på andendagen i en mere fremtrædende rolle. 

Derefter går den annoncerede blæsersekstet Coriolis med saxofonist Maria Dybbroe i spidsen på scenen, i mellemtiden dog reduceret til en kvartet med tre saxer og en trombone. Noget af musikken er skrevet, andet "ved vi ikke, hvad er" (Maria Dybbroe), men uanset hvad er det behageligt at lægge øre til. En musikalsk samtale mellem fire dygtige kvindelige musikere, der både som solistisk og som kollektiv kommer ud over scenekanten. 

Før Horse Orchestra er det Lasse Sonnes tur. I et enkelt nummer akkompagneres han af Maria Dybbroe, men ellers er han alene med sin sangstemme, en akustisk og en elektrisk guitar samt en Mac med medbragt track. Det er fine, korte popsange (!) med afsæt i små hverdagssituationer og den mere eller mindre svære kærlighed, vi får at høre. De fleste er fra et kommende debutalbum Indskoling. Den sympaitiske singer-songwriter har selv funderet over, hvad han gør på en improfestival, og hvis nogle af os tilhørere har tænkt det samme, rykker han til undsætning med en forklaring: Sangene, vi præsenteres for, er improviseret frem. 

Special guests denne aften på COLABS er to repræsentanter for Dansk Musiker Forbund (DMF), som er kommet for at overrække en ny ungdoms- og initiativpris, der gives til en person, der har ydet et særligt bidrag til musiklivet. Prisen, der ledsages af en check på 5.000 kr. går til Maria Dybbroe, der fremhæves for sit mangesidige bidrag til musikmiljøet som musiker, komponist og koncertarrangør. Bl.a. som ildsjæl i The Community og senest også Sun Ship (jf. jazzfestivalkoncerter på A-Huset og Radar).

Min første improjazzdag slutter efter Horse Orchestra. Jeg må leve med at undvære aftenens sidste navn, Pitsiokos/Dybjerg/Eiler, til lejligheden forstærket med Jesper Zeuthen. Jeg er mæt af indtryk efter en varieret første omgang, men i morgen går det går løs igen fra kl. 18 med et DJ-sæt efterfulgt af fem koncerter.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C