AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Masser af liv i Birdland

Masser af liv i Birdland

19/7/2019 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Henning Espersen
Weather Report Project, CasaV58, 18/07 20:30

View photogallery from this concert


Jeg havde ikke på forhånd hørt vejrudsigten, før jeg begav mig til CasaV58. Det viste sig at blive en varm svedende aften med gruppen Weather Report Project.



Som navnet mere end antyder, gælder det musik med den kendte amerikanske gruppe, der fra 1976 til 1983 førte an i fusionsmusikken.

CasaV58 – af gamle musikfolk husket som Vestergade 58 – har festivalugen igennem lagt hus til en række forskellige fine koncerter. Torsdag aften var Weather Report Project på den lille scene. Salen var propfuld – og det skulle vise sig at blive en flot aften.                 

Hvorfor hører man så lidt til fusionsjazz i dag? Dette mix af jazz med den rock, som på så mange måder var med til at sætte jazzen ud på et sidespor i løbet af 70’erne, og verdensmusik. Flere af mine Jazzvenner (bemærk det store ”J”) rynker let på næsen af fusionsmusikken. Stakkels dem!

Det originale Weather Report havde i en lang periode tre forskellige, men meget ikoniske personer i front: Joe Zawinul på et arsenal af keyboards, Wayne Shorter på saxofoner og et dynamitbundt, Jaco Pastorius, på bas. Alle havde de været i lære hos tidens bedste bandledere.

Det er pokkers svært at gøre noget efter, som rigtig mange har set og hørt før, originalt. Men det tør – og gør – Weather Report Project, som i 14 år sideløbende med engagement i andre musikalske sammenhæng, er mødtes om fusionsmusikkens hellige gral. Jeg skal ikke sige, om det lyder præcist helt sådan ned i detaljen rigtigt. Men det lyder godt – og den fyldte sal tog vel i mod nummer efter nummer. Efter pausen kom pulsen og præcisionen helt i top. Så flot!

Stor ros og tak til Henrik Lynbech på keyboard, Ole Visby på saxer, Claus Reher-Langberg på bas, Thomas Ousager på percussion og Sune Rahbek på trommer. Håber at høre meget mere til gruppen – altså den nærværende.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C