AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Fascinerende melodier tilsat ti gram pjat og et par regndråber

Fascinerende melodier tilsat ti gram pjat og et par regndråber

19/7/2019 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Tim Stojanovic
Løvdal/Windfeld Quartet, Bispejazz - Bispetorvet, 19/07 15:30

Se fotogalleri fra koncerten


To på mange måder forskellige musikere mødtes fredag på Bispetorvet. De havde medbragt to musikalske kolleger og en håndfuld sange. Tidligere dages varmende sol gad bare ikke helt vise sig.



Fredag eftermiddag efter en formidabel koncert af et stort ungdomsbigband fra Hessen i Tyskland (kan genhøres lørdag kl. 17 i Ridehuset) stillede danske Løvdal/Windfeld Quartet op på den lille Bispejazzscene. Med sig havde de lige dele af de to hovedpersoners egne værker.

Kathrine Windfeld har sin unge alder til trods deltaget flere gange i jazzfestivalen i Aarhus, ofte med sit eget dygtige bigband. Også her er vi blevet budt på egne kompositioner. Ofte spørger jeg mig selv, om vi mon her har en kommende Carla Bley: en person, der bare kan hælde smukke melodier og arrangementer ud af ærmet. Intet forkunstlet, bare lige ud ad landevejen. I Aarhus fredag var det ikke med et bigband, men bare med et opretstående klaver og tre mand.

På scenen blev Windfeld fulgte af den 15 år ældre Jesper Løvdal, som er set i alle mulige musik- og jazzsammenhænge. Han klarer alle musikgenrer og smiler dertil drillende som en glad dreng, når han ikke lige lægger saxen til munden. Han mestrer musikken og skriver også nogle lige ud ad vejen-melodiøse ballader.

Der er noget særligt ved forbindelsen Windfeld og Løvdal: De to blev for et par år siden af Jazzselskabet Aarhus matchet til som duo at give en koncert. Noget, de ikke tidligere havde gjort. Men koncerten blev en succes, og efterfølgende fik de fat i yderligere to personer, så de nu kan kalde sig en kvartet. Det er den enormt efterspurgte trommeslager Daniel Sommer og den unge bassist Matthias Petri., som man på internettet kan se har fået godt fat i at blive brugt af mere etablerede navne.

Ud over smukke melodier, der dog i første sæt på grund af manglende lydstyrke (og måske også for lidt bas) ikke kom ud over hele Bispetorvet, var der Løvdals muntre kommentarer.

Jeg hører til dem, der nogle gange finder, at danske musikere giver deres melodier engelske og for udenforstående intetsigende titler.

Løvdal er opmærksom på problematikken, så vi fik ved koncerten forskellige bud på, hvad hans sange kunne hedde. Han er klar over, at man gerne må være aktuel, så en sang, der for år siden hed Mandela var opdateret til nu at hedde Man Deler. En anden sang havde han opkaldt efter en musikanmelders omtale af sin person. Sangen hed derfor Tilløb til en personlig holdning. Den samme lethed – eller hedder det åbenhed – finder man i hans og Windals kompositioner. Dejligt! Hvorfor skal det i ønsket om at være seriøst også være så kedeligt og ikke sjovt?

Efter pausen var der skruet op for lydstyrken. Det er svært at lave god lyd på en så åben plads som Bispetorvet. Havde koncerten været afholdt i et mere lukket rum, var den kommet bedre til sin ret.

Gavtyven Løvdal pjatter ikke kun i sine sproglige udsagn – også musikalsk er han ”opfindsom” og finder til sine soli ofte kendte strofer at flette ind. Så sidder man lige et par sekunder og leder efter navnet på originalen. Åh, jeg elsker disse glimt i øjet – til publikum og musikerne imellem!



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C