AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Mundorgel og bigband trak fulde huse

Mundorgel og bigband trak fulde huse

19/7/2019 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Bo Petersen
DR Big Band feat. Mathias Heise, Ridehuset, 19/07 17:00

Se fotogalleri fra koncerten


DR Big Band fik en flot debut i Ridehuset med mundharpevirtuosen Mathias Heise i front.



Op til årets jazzfestival fik Aarhus Jazz Orchestra en henvendelse fra DR Big Band: De ville gerne komme og spille i Ridehuset og dermed – for første gang – være en del af de traditionsrige Ridehuset Swinger-koncerter. Ifølge orkesterchef Dorthe Andersen tog det ikke mange minutter at sige ja tak, og det er der ingen grund til at fortryde.

Ved koncerten fredag eftermiddag er et talstærkt og forventningsfuldt publikum mødt frem. Så talstærkt, at det kort før koncertstart ikke er helt nemt at møve sig ind i Ridehuset og finde en ståplads bagest. Alle siddepladser er for længst besat. 

Kl. 17 går det velspillende og veloplagte bigband på scenen og lægger ud med en suveræn opjazzet udgave af Carl Nielsens "Underlige aftenlufte" (!). Lutter vellyd. En melankolsk nordisk tone (frasen gi'r absolut mening i denne sammenhæng) er slået an, men vi bliver ikke dér. Efter at dagens solist kommer på scenen kan vi lægge øre til et varieret program spændende fra ballader over latinjazz til bigbandpower for fuld skrue. 

Inden det sketr udtrykker dirigent Jesper Riis sin glæde over den store publikumsopbakning, og at bigbandet omsider kan få sin debut i Ridehuset under Aarhus Jazz Festival. Så er der varm velkomst til solisten, Mathias Heise. Selvsikkert entrede han scenen, og hvis man ikke ved det i forvejen, skal det hurtigt vise sig, at den prisbelønnede unge musiker har noget at have selvsikkerheden i. 

Ikke alene har han skrevet musikken, vi får at høre. Han udfylder også solistrollen med stor virtuositet og i et formidabelt og indforstået sammenspil med bigbandet. De har da også prøvet det før – ved flere koncerter, der ligesom denne eftermiddags koncert har været baseret på deres fælles albumudgivelse The Beast, der udkom sidste efterår. 

Et af de første numre er en hyldest til Mathias' mor, men som han siger, lyder det lidt mere frækt, når man erstatter dansk med spansk, så titlen er Para mi madre.

Efter de bløde latin-rytmer følger et brat stilskift med albummets kraftfulde titelnummer The Beast. "Nu skal I høre dyriske solister", annoncerer Mathias, der i dette nummer lader den kromatiske mundharpe ligge og i stedet spiller syntheziser (manden er også pianist). Som lovet er det her medlemmer af bigbandet, der folder sig solistisk ud med hele rytmegruppen på skift og også et par af blæserne. 

Det er lange numre, vi får at høre – varierede, melodiske og smukt udført af et særdeles velklingende bigband i perfekt sync med frontfiguren. 

Mathias Heise fortæller, at han selv, forældrene og bedsteforældrene alle bor i Københavns vestegn, nærmere bestemt Rødovre og Vanløse. Der er tradition for, at de jævnligt mødes til fælles aftenkaffe. Så balladen med netop titlen Aftenkaffe – med smukt og lyrisk mundharpespil på toppen – er en hyldest til familiefællesskabet. 

Som et apropos er undertegnede efter dette nummer desværre nødt til at forlade Ridehuset og nyde nogle af de efterfølgende toner på afstand, mens jeg venter på en aftalt "familie- og vennesammenføring" i teltet overfor, hvor der jo i år bydes på fællesspisning inden aftenens Cuban Big Band Night med Aarhus Jazz Orhestra. 

Lad endelig DR Big Band komme tilbage til Ridehuset en anden god gang. 

I mellemtiden er det i dag lørdag blevet sidste chance for at høre Aarhus Jazz Orchestra i fornemt cubansk selskab ved den sidste af fire koncerter. Gå endelig ikke glip af denne oplevelse. Børnejazzkoncerten kl. 14 og tyske Kicks & Sticks er bestemt også en oplevelse værd. Se programmet for dagens Ridehuskoncerter her.

 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C