Ord er musik – musik er ord

19/7/2019 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Bo Petersen / Hreinn Gudlaugsson
T.S. Høeg – outertaining, poesi og musik , COLABS, 18/07 19:00

View photogallery from this concert

Digter og musiker T.S. Høeg indledte andendagen af impro-festen på COLABS med ord og toner, der hyldede kunsten, livet og det grænseoverskridende.

Jazz & Poetry er hørt før, også under dette års jazzfestival (Peter Laugesen med to forskellige bands), men sådan her har vi ikke fået det før.

T.S. Høeg går ene mand på scenen – eller rettere scenegulvet – på COLABS iført et ulasteligt foldbolddress (!) kun udstyret med et nodestativ med tekster, en sølvskinnende saxofon og en bagekartoffel! Og så går det ellers løs, først med ord, så med jazz, så med flere ord og så lidt jazz igen, hvor improfestens "mor", Maria Dybbroe spiller med på sax.

Altså ord for sig og musik for sig. Men skidt med det? For som T.S. Høeg siger som del af sin indledende ordstrøm: Ord er musik –- musik er ord -– ord er musik – musik er ord. 

Det bli'r sagt så rytmisk-musikalsk, at det fuldstændigt gi'r mening. Selv den tonedøve må kunne høre nusikken i det, uden at der bli'r spillet en tone. 

Teksterne fyger om ørerne på os fra den veloplagte performer, der udstråler venlighed, livsappetit og højt humør – utrolig svær ikke at holde af.

Der er refleksioner over kunstnerens rolle, men f'ørst og fremmsest en hyldest til netop kunsten, til livet og alt det positive. Og indimellem også et par velrettede lussinger til det, der står i vejen for livsudfoldelsen. 

Vi får en lang liste over smukke ord og gode ord: Der er grimme ord som: pjække, omstillingsparat og prikkerunde. Der er smukke ord som høj i hatten, solyst og enghave. 

Under fremførelsen af Hulemennesker lyder det, idet Høeg peger ned mod havnens fabriksskorstene lige i nærheden, at maskinerne nok skal løbe os overende ... og i samme sekvens gentages den rytmiske remse: Mere og mere for lidt til flere, mere og mere for lidt til de få. 

Alt i alt efterlades vi alligevel med en boblende følelse af, at vi på poesiens og musikkens vinger, sammen med Høeg og det gode selskab på COLABS, kan overvinde alt. 

Med afsæt i, at vi befinder os klos op ad et fungerende kreaturslagteri får vi at vide, at Høeg har sagt farvel til kødspiseriet, men nu kommer så kvababbelserne i forhold til grøntsagerne, der vel også er en slags levende væsener ... .  

Herefter følger en kostelig "samtale" med den medbragte bagekartoffel, der håndholdt som en mobiltelefon bli'r besunget (eller "be-talt"): Du danske knold - ingen spø'r dig om noget ... , lyder det. Hvorefter kartoflen bli'r spurgt til råds om, hvordan den vil "ordnes" – koges, steges, grilles eller moses osv. 

Høeg erklærer, at han måske her har begået et hit!

En kostelig leg med ord og toner slutter med en ny nationalsang med titel og omkvæd: Her til lands er snart der til vands.

Er vi ude i nogte klimadystopi?  Næh, snarere et statement om, at vi sagtens kan folde os ud og "blive større" ved at kaste snæversyn og frygt for at miste identitet over bord: 

Dette vores for næsten alle Danerland er lille, fladt og sendrægtigt, men som brumbassen kan vi flyve – hvæse som svanen med gråyngel og – brøle som kælvende rød- og hvidbroget ... dette vores for ikke alle Danersprog løber ingen vegne hen væk, om vi plejer og vander det - thi ikke alt er brok, broer, bold og bajere.

Således opløftet bevæger de fleste af os udenfor, hvor næste koncert finder sted. Free-jazz for fuld udblæsning ved duoen P.O. Jørgens / Mads Egetoft på hhv. trommer og sax. Selv om jeg slår lyttelapperne fordomsfrit ud, må jeg konstatere, at det ikke lige er mig. Jeg kan sagtens høre den annoncerede "rene ondskab", men så er det nok også det. For mig er der for meget spille-spille-spille og for ldit variation i styrke og tempo i det omtrent tre kvarter lange, næsten ubrudte, forløb, som duoen leverer. 

Jeg vender det med en god ven fra JazzLive-redaktionen, som kalder det "pludrejazz" - og det kan jeg tilslutte mig. Dog med den forskel, at han rigtig godt kan lide det og gerne sætter den slags musik på anlægget derhjemme. 

Apropos pludren har to unge kvinder placeret sig ved samme bord som os, og her er der også fuld gang i lydkværnen. Her som alle steder en underlig respektløshed over for omgivelserne og de udøvende kunstnere, men desværre alt for ofte hørt. Da jeg så høfligt som muligt tysser på dem – pludrejazz ska' sgu også ha' en chance, og jeg vil gerne høre den for at finde ud af, om jeg alligevel kan finde "melodien" eller "noget i den" – kvidrer de henført: "Er du anmelder ... ?".  Tja, men hvad er I mon, tænker jeg i min sorte sjæl. – Gået forkert?

Lad det nu ligge. Snöleoparden (alias Jonas Stampe) går på scenen indendørs og sætter en helt anden, eller tredje, musikalsk dagsorden. Selv spiller han på en lille guitar (lejlighedsvis to) tilbørlig forstærket. Hans ven (der er annonceret & Friends, men er der altså kun én) Henrik Jespersen, en 80-årig legende i det lokale musikmiljø på Sydhavnen, spiller EWI - en form for elektrisk fløjte. I en øresønderrivende høj og lang første sekvens (mange vælger at gå udenfor og højre koncerten derfra) bliver vi taget med på en rejse udi noget fjernøstligt/orientalsk og til tider helt ud i stratossfæren. I en stilfærdig meditativ anden afdeling rejser vi i højere grad ind i os selv. Alt i alt storladent –- om end i første omgang for øresmadrende – og smukt.

En veninde siger: "Jeg kan se sneleoparden for mig - først vild og voldsom, siden listig og på lur."

Den musik kan noget.

Impro-festen fortsætter ind i den lyse sommernat, men vi er mætte og forlader jazzfestivalens største legeplads for den unge, vilde og forudsigelige jazz. Klar til at lade os overraske, udfordre, provokere og begejstre til et nyt COLABS næste år!