AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra går sammen om sommerjazz

Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra går sammen om sommerjazz

12/6/2020 | Forfatter:


Sommer i Aarhus er for mange forbundet med jazzfestival i hele byen. Selv om intet i år er, som det plejer, skal det ikke forhindre Musikhuset i at bidrage til en af byens allerstærkeste traditioner. Derfor går Musikhuset sammen med Aarhus Jazz Orchestra og fylder i juli foyeren med jazz for alle.


 

”Vi er enormt glade for, at det er lykkedes få stablet et stærkt, dansk program på benene, så aarhusianerne og byens gæster også i år får mulighed for at føje skønne jazztoner til solens stråler. Vi ønsker med årets program at skabe uformelle rammer, hvor alle, der elsker livemusik, kan være med. Både kenderne og de nysgerrige nybegyndere”, siger Jeppe Uggerhøj, der er Musikhusets kunstneriske chef. 

Musikhuset swinger med store danske navne og gratis koncerter
Under titlen Musikhuset Swinger spiller Aarhus Jazz Orchestra og stærke danske solister op til jazzfest i Musikhusets foyer ved tre koncerter. 

Aarhus Jazz Orchestra har i årtier fået Ridehuset til at swinge med musik, mad og fællesskab i ønsket om at få jazzmusikken ud til et bredere publikum. I år er det altså Musikhusets Foyer, jazzorkestret skal forsøge at få i svingninger.

”Det bliver forrygende endelig at kunne samle hele bigbandet igen. Vi er så glade for, at Musikhuset inviterer orkestret indenfor, nu vi ikke kan afholde Ridehuset Swinger, som vi plejer under Aarhus Jazz Festival. Vi tripper efter at møde publikum i stærkeste opstilling, og vi garanterer, at det bliver en fest”, siger Dorthe Andersen, der er orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra.

Billetpris til koncerter med Aarhus Jazz Orchestra er 50 kr. og kan ombyttes til en øl, et glas vin eller en sodavand i Musikhusets bar. Billetsalget til koncerterne begynder fredag den 12. juni kl. 10.

Udover koncerterne med jazzorkestret byder Musikhusets program under festivalen på koncert med Kira Skov med Peter Vuust Trio og fem gratis koncerter med kendte danske jazzstjerner og velspillende stjernefrø.

Jazzfestival i nye rammer 
Alle koncerter kommer til at foregå i Musikhusets Foyer for et siddende publikum. Der bliver maksimalt plads til 330 koncertgæster, så der er sikret god luft mellem folk. Det er tilladt for grupper, som i forvejen har tæt kontakt, at sidde på sammenhængende pladser. Alle forholdsregler bliver overholdt, så publikum kan føle sig trygge ved at komme. Musikhuset opfordrer sine gæster til at holde øje med Musikhusets hjemmeside, hvor de nærmere retningslinier for afholdelsen af koncerterne vil blive lagt op inden koncerten.

I mere end 30 år har Aarhus Jazz Festival spillet sommersolen frem og fyldt byens gader og spillesteder  med vellydende jazztoner. Hvert år har Musikhuset bidraget til jazzfesten med internationale og danske stjerner. På grund af Coronavirus bliver Aarhus Jazz Festival i år afviklet i et mindre format under navnet Sommerjazz 2020. Det sker i den normale festivalperiode fra den 11. – 18- juli. Musikhusets koncerter med de internationale artister Graham Nash, Suzanne Vega, Postmodern Jukebox og Stacey Kent er på grund af Coronavirus enten blevet aflyst eller udskudt til næste år.


Musikhusets program for Sommerjazz 2020


Onsdag den 15. juli: Aarhus Jazz Orchestra med gæst: Mathias Heise

Torsdag den 16. juli: Aarhus Jazz Orchestra med gæst: Veronica Mortensen

Fredag den 17. juli: Aarhus Jazz Orchestra: The music of Quincy, Count & Duke

Lørdag dem 18. juli kl. 20: Kira Skov med Peter Vuust Trio

 

Gratis koncerter

Søndag den 12. juli kl. 12: Peter Rasmussen Quinteto feat. Josefine Cronholm

Onsdag den 15. juli kl. 12: Mads Kjølby Combo feat. Mads Mathias

Torsdag den 16. juli kl. 12: I Think You’re Awesome feat. Taïga

Fredag den 17. juli kl. 12: Bagland

Lørdag den 18. juli kl. 12: Klüvers Kvartet feat. Miriam Mandipira

 

Se mere på www.musikhusetaarhus.dk og www.aarhusjazzorchestra.dk



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C