AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024

Sommerjazzen lever i Aarhus

25/6/2020 | Forfatter:


Aarhus Jazz Festival præsenterer Sommerjazz 2020, og selv om verden i år ser noget anderledes ud pga. covid-19, så er der masser af jazzkoncerter 10.-19. juli i Aarhus


 

Festivalen kan i år præsentere mere end 150 koncerter som Sommerjazz 2020 på mange forskellige spillesteder: i Musikhuset Aarhus, Helsingør Theater -Den Gamle By, Aarhus Domkirke, Skt. Lukas Kirke, hos Radar, Erlings- Jazz & Ølbar, Café Støj, Udstillingsstedet Spanien 19C, på Aros, Gellerupscenen, Gyngen, Musikcaféen Nørre Allé 66, Studie 02k, fairbar, Hantwerk, VinDanmark, Cockney Pub, KP5, Café Smagløs/Klostertorvet, COLABS med flere.

Se oversigt over koncerterne HER (opdateres løbende med nye koncerter)

Juhu –der er jazz

Sommeren plejer at rime på jazzfest i Aarhus, og sådan bliver det også i år. Aarhus Jazz Festival og vores arrangører har hele tiden arbejdet på at finde løsninger, således at der kan afvikles så mange jazzaktiviteter som muligt, der lever op til myndighedernes udstukne regler. ”Vi er utrolig glade for, at det trods udfordringerne kan lade sig gøre at præsentere et flot program med livejazz”, udtaler formand for Aarhus Jazz Festivals bestyrelse, Mads Kjær Jensen, ”vi trænger alle til fælles kulturoplevelser, så lad os sammen fejre musikken og fællesskabet”. Musiker og illustrator Simon Eskildsen har fremstillet en særlig plakat til årets Sommerjazz 2020. 

Mange spændende koncerter

Blandt de mange oplevelser ved Sommerjazz 2020 kan publikum glæde sig til koncerter hver dag i Helsingør Theater, Den Gamle By, hvor programmet fx byder på Peter Bernstein Scandinavian Connection, Bo Jacobsen Spirit, Veronica Mortensen Quartet, Oilly Wallace – Celebrating Charlie Parker, Nikolaj Hess Spacelab og to børnejazzkoncerter. Musikhuset Aarhus er gået sammen med Aarhus Jazz Orchestra, der spiller forskellige koncerter bl.a. med solisterne Mathias Heise og Veronica Mortensen. Koncerterne er så populære, at de blev udsolgt på en weekend, og derfor er der nu sat tre ekstra til salg. Musikhuset præsenterer også en række andre koncerter heriblandt Kira Skov, I Think You’re Awesome, Bagland og Klüvers Kvartet feat. Miriam Mandipira.

Aarhus Domkirke præsenteres koncertrækken Solo – Duo – Trio – Kvartet fra 13/7-16/7, samt en koncert med Den Danske Salmeduo 17/7. Her kan man opleve solokoncerter med Kasper Tranberg og Christian Windfeld, duo med Jesper Thilo og Kresten Osgood, orgeltrio med Kjeld Lauritsen samt den klassiske saxofonkvartet Jutlandia Saxophone Quartet. På spillestedet Radar kan man høre den prisvindende duo Svaneborg Kardyb samt orkestrene Abekejser, Mira Siegel og Dancer. Erlings Jazz- og Ølbar har næsten program alle dage og præsenterer fx Jesper Zeuthen/Jacob Anderskov/Anders Vestergaard, Anschlag med Søren Kjærgaard og Peter Bruun, samt Artur Tuznik Trio.

Aarhus Jazzklub holder som vanligt til på Telefontorvet i Aarhus, dog med lidt færre koncerter end normalt. Her kan du høre traditionel jazz med Arosia, Jesper Thilo og Bourbon Street Jazz Band. Café Støj i Jægergårdsgade præsenterer amerikanske Scott Hamilton og danske Cæcilie Norby. Som noget nyt kan du høre bazarjazz på Gellerupscenen med Etnolab, Camilla Dayyani Group og Jobarteh/Pasborg duo. Du kan som andre år også finde den mere eksperimenterende musik til Sommerjazz 2020. Arrangørforeningen Sun Ship præsenterer et brag af en koncert med The Music of Nicolai Munch-Hansen feat. Kurt Rosenwinkel og et nyt samarbejde med Aarhus Artspace. AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere inviterer på sonisk opdagelsesrejse på Aarhus Cyklebane og på Udstillingsstedet Spanien 19C finder du bl.a. Lotter Anker/Peter Friis Nielsen og Jørgensen/Davidsen/Balder. Herudover er der koncertprogrammer hos Hantwerk, VinDanmark, Skt. Lukas Kirke, Aros, Gyngen, Café Smagløs/Klostertorvet, Cockney Pub, COLABS, fairbarKP5 og Musikcaféen Nørre Allé 66.

Alt er ikke som det plejer

Meget har kunnet lade sig gøre på trods af covid-19 situationen, men der er stadig arrangører, der har måttet aflyse koncerter. Der bliver i år intet Ridehuset Swinger eller Bispejazz på Bispetorvet. Der kommer kun få udenlandske navne til byen, børnejazzprogrammet er stærkt beskåret og der er færre publikumspladser ved de coronasikre koncertarrangementer. Så selv om vi er glade for alt det, der sker på trods, er vi også kede af alt det, der ikke blev til noget. Vi sender varme tanker til de arrangører, der måtte aflyse arrangementer, og de musikere, som skulle have spillet på Aarhus Jazz Festival. Det var desværre ikke muligt, at alle kunne spille ved Sommerjazz 2020. 

Aarhus Jazz Festival ønsker at takke alle arrangører, musikere, sponsorer, samarbejdspartnere og frivillige – uden dem var det ikke muligt at gennemføre festivalen.Aarhus Jazz Festival modtager uvurderlig støtte af Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Aarhus Events, Aarhuus Stiftstidendes Fond m.fl



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C