AARHUS JAZZ FESTIVAL
11. - 20. juli 2025
Festlig åbningsdag for børn og voksne til Aarhus Jazz Festival 2024

Festlig åbningsdag for børn og voksne til Aarhus Jazz Festival 2024

2/7/2024 | Forfatter: Rikke Engsig Nielsen | Fotograf: Anni Hesselholt


Der bliver fest i gaderne, når Aarhus Jazz Festival bliver skudt i gang den 13. juli. Åbningsdagen byder på en festlig street parade gennem gaderne i Aarhus, og så er programmet fyldt med masser af spændende koncerter og oplevelser for hele familien


Aarhus Jazz Festival inviterer til en sprudlende åbningsdag fyldt med oplevelser for hele familien. Den 35. udgave af festivalen skydes i gang med en række spændende koncerter og begivenheder, der vil fylde byen med jazzede toner, glæde og fællesskab.

Børnekoncert i Musikhuset skyder festivalen i gang

Åbningsdagen begynder med en børnekoncert på caféscenen i Musikhuset Aarhus, hvor Trio Høgsbro præsenterer “Ækle Jazzede Eventyr”. Med humor og stort nærvær vil de tryllebinde publikum med fortællinger som “De tre bukke fra Brugsen”, “Den Lilla Møghætte”, “Klaskepot” og “Den Dumme Ælling”. Disse eventyr, skrevet af den kendte digter og humorist Rune T. Kidde, bliver vækket til live med musik, stemmer og kropslyde af Trio Høgsbro.

Jakob Høgsbro fortæller og spiller saxofon og med sig har han Ida Hvid på kontrabas og Henrik Nielsen på trommer. Sammen skaber de en unik og livsbekræftende oplevelse, der er målrettet børn, deres forældre og børneforældre. 

“Jeg har været vild med Rune T. Kiddes fortællinger siden teenageårene. Før Runes alt for tidlige død havde vi et skønt samarbejde, og jeg har sat musik til mange af hans både vilde og poetiske tekster,” fortæller Jakob Høgsbro. 

Street Parade og musik i gaden

Efter børnekoncerten fortsætter festen med en Street Parade gennem Aarhus' gader. Kl. 11 starter paraden fra Musikhusparken med Aarhus Jazz Festival Brass Band, som traditionen tro vil sprede glæde med deres energiske New Orleans-jazz. Orkesteret, bestående af yngre musikere, vil spille klassikere som Funky Liza, Bourbon Street Parade og When My Dreamboat Comes Home.

Ruten går fra Musikhuset Aarhus og ned ad strøget, ind gennem nogle af Aarhus ikoniske gader. Efter en pause genoptages paraden kl. 12.30, hvor den fortsætter gennem Klostergade og til sidst ender tilbage ved Musikhuset Aarhus omkring kl. 13.30. 

Et spændende program for åbningsdagen

Resten af dagen byder på et væld af koncerter og oplevelser for både børn og voksne. Klokken 14 kan du blandt andet opleve den anerkendte amerikanske saxofonist og komponist Loren Stillman spille med guitaristen Mikkel Ploug på Erlings Jazz- og ølbar. På Klostertorvet kan du klokken 16 opleve Emil Otto & The Fabulous Trio, som viser deres kærlighed til jazzens traditioner og The Great American Songbook. Samtidigt er der hos VinDanmark gang i koncerten Rudi Mahall’s Almost Danish Quartet. Rudi Mahall er en basklarinettist fra Berlin, som siden 1990’erne har været kendt for sin humoristiske stil på scenen.  

Klokken 19:30 kan du i Musikhuset opleve Fredrik Lundins 11 personers store band “Fredrik Lundin Overdrive” blive genoplivet. Koncerten er en del af Aarhus Jazz Festivals artist residency 2024, hvor musikerne Emil de Waal og Gustag Ljunggren som gæstekunstnere på festivalen kan opleves i forskellige musikalske sammenhænge. Læs mere om årets artist residency her

Klokken 22:30 kan du slutte dagen af med vestafrikanske rytmer, improvisationsjazz og harmonier til koncerten med O.K. Cloos Fire Service på Zanders Bar, eller du kan tage til jazz jam på Erlings Jazz og Ølbar eller Headquaters. Åbningsdagen byder på disse og mange flere koncerter og oplevelser, som du kan læse meget mere om i programmet. 

LÆS MERE HER

Street Parade: https://www.jazzfest.dk/artist.php?id=5648&l=da#bandTop  

Ækle Jazzede eventyr: https://www.jazzfest.dk/artist.php?l=da&id=5750#bandTop  

Hele programmet for åbningsdagen, den 13. juli: https://jazzfest.dk/artists-schedule.php?a=all&d=13&g=all&l=da&o=&t=&v=all#contop  

 

 



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C