LI
25

Insekter, totalitære regimers toner og hjemmebyggede orgler
24/6/2025 |
Forfatter: Aarhus Jazz Festival | Fotograf: Gabriela Urm
Skrækindjagende marchmusik fra totalitære regimer forvandlet til betagende, poetiske melodier. En koncert, der tager afsæt i småkryb og biller midt i en udstilling fyldt med kryb og kravl. Og et orgel, bygget af orgelpiber, der er blevet reddet ud af danske kirker, som spiller i samklang med Domkirkens storslåede orgel.
På Aarhus Jazz Festival 2025 har vi fokus på de unikke koncertoplevelser. Den slags, hvor man ikke alene lytter, men hvor man også opdager nye horisonter, fordi koncerterne måske næsten forandrer ens opfattelse af tid og sted. Med en række koncerter, som vi har valgt at kalde Nye Horisonter, inviterer vi publikum med ud i særlige rum, hvor musikken får ny betydning og giver dig oplevelser, du helt sikkert ikke har hørt før.
Vi arbejder i år sammen med nogle af byens smukke udstillingsrum. I den storslåede byrådssal på museet KØN præsenterer vi den prisvindende og banebrydende komponist og saxofonist Maria Faust med et otte personers stort blæserorkester. I hendes nye projekt Marches har hun taget udgangspunkt i totalitære regimers dystre og monstrøse marchmusik, som hun har vendt på hovedet og gjort langsom og smuk. Hun kalder det en bearbejdning af krigens gru og civile ofres erfaringer. Projektet kombinerer musik, poesi og politisk refleksion og minder os om, at marchens rytme alt for ofte akkompagnerer ødelæggelse. Det rum, hvor musikken skal opføres, har en historie, som passer særlig godt til projektet. Frem til 1941 var bygningen byens rådhus. Derefter overtog politiet bygningen, men i 1944-1945 havde det tyske sikkerhedspoliti Gestapo hovedkvarter i bygningen, efter at deres tidligere hovedkvarter på Aarhus Universitet blev bombet. I denne periode var der skodder for vinduerne og pigtråd rundt om bygningen. Inden koncerten kan man opleve Maria Faust i en samtale om projektet med Aarhus Jazz Festivals adm. leder Marie Norman Nyeng.
I Kunsthal Aarhus præsenterer vi ‘Swarms and Solos’ af den herboende amerikanske komponist Wayne Siegel, som er en pionér indenfor både elekstronisk og klassisk musik. I et møde med to improviserende jazzmusikere skaber han et lydunivers midt i kunsthallens aktuelle udstilling ‘Bugs and Metamorphosis’. Her udstiller en række profilerede kunstnere, der alle arbejder med betegnelsen “bug”, som oversat til dansk både kan betyde fejl og insekt. Det gør de metaforisk, teknisk og som kunstnerisk metode. Wayne Siegel komponerede i hele 2021 et nyt stykke musik hver uge, som var inspireret af insekter, som han fandt i hans have. Han har også lavet musik, der bliver formet i realtid af stjernernes bevægelser og lokale vejrdata. Kunsthal Aarhus’ udstilling danner en unik ramme om koncerten, hvor Wayne Siegel kommer til at være i selskab med trompetist Kasper Tranberg og Julie Kjær, der spiller både fløjter, sax og basklarinet.
I Domkirkens imponerende rum mødes den britiske stjerneorganist Kit Downes og den australske musiker og instrumentbygger Calum Builder. I det storslåede kirkerum udforsker de to kunstnere orglets muligheder på ny, og med sig har de et helt særligt instrument. For nogle år siden gik Calum Builder i gang med at redde stumper fra kasserede danske kirkeorgler Dem har han bygget sit eget orgel af. Kit Downes, der udgiver musik på det meget velrenommerede pladeselskab EMC og har en omfattende international karriere, spiller på Domkirkens store orgel, mens Calum Builder spiller på sit eget hjemmebyggede orgel. Sammen skaber de en lydrejse, hvor det gamle og det nye smelter sammen i vibrerende toner og skiftende harmonier.
KONCERTOVERSIGT - NYE HORISONTER
11/7 15:00 Artist Talk: Wayne Siegel
11/7 16:00 Wayne Siegel 'Swarms and Solos' feat. Kasper Tranberg & Julie Kjær
12/7 13:00 Artist Talk: Maria Faust
12/7 14:00 Maria Faust Sacrum Facere: Marches Rewound & Rewritten
13/7 20:00 Kit Downes & Calum Builder: Organ duo
Se flere reportager her
Flere fotogallerier her