AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Messe for jazztrio

Messe for jazztrio

17/7/2009 | Forfatter: Jørgen Nielsen - www.ord-og-billeder.dk
Abdullah Ibrahim Trio, Musikhuset Aarhus, 16/07 20:30


Dengang sidst i tresserne, da Abdullah stadig hed Dollar Brand, kunne man ofte finde ham på Jazzhus Tagskægget i Århus, hvor han blandt andet hang ud med musikerne fra Blue Sun og udvekslede pædagogiske idéer med Århus Friskoles musikguru Leif Falk. Torsdag aften var han tilbage i byen som festivalens hovednavn.


Den 75-årige musiker har prøvet meget i sit liv, for eksempel at afløse Duke Ellington i hans eget bigband. I dag er han tilbage i sit Sydafrika, hvor han har et studie i Johannesburg og en 700 acres farm i Kalahari. – Der var engang, hvor det var sjovt at rejse; nu er det en plage. Men jeg vil jo gerne ud at spille, fortalte Abdullah Ibrahim efter ankomsten til Århus onsdag. Han sad ved flyglet og udstrålede afklaret ro, og der var så meget inderlighed over musikken, at vi skulle 45 minutter hen i koncerten, før man fornemmede, at der kom luft under vingerne, og rytmegruppen for alvor blev lukket ind. På en lånt kontrabas havde Belden Bulloch kæmpet med intonationen i de søgende, arytmiske passager, og musikken blev lettere at aflæse, når der lejlighedsvist blev sluppet et sejt groove løs. Trommeslageren George Gray mestrede at spille lavt og samtidig uhyggeligt swingende; intet under, at hans CV fortæller om backing for et utal af amerikanske jazz- og soulstjerner. Mere end 600 tilhørere i Store Sal kunne, som koncerten gled ind i sin anden time, mærke musikken krybe ind under huden. Det suiteagtige forløb åbnede ikke mulighed for publikumstilkendegivelser undervejs, når man ser bort fra de lokale sydafrikaneres glædeshyl. Derfor virkede det afsluttende bifald efter sidste nummer som en forløsning. Og selvfølgelig fik vi ”The Wedding,” det nok kendteste tema, Abdullah Ibrahim har begået. Med et langt produktivt liv i musik føler han ikke behov for at skabe nye temaer, men foretrækker sammen med sine faste medspillere at udforske og finde nye facetter i det én gang skabte melodistof.

 

– He is one of a Kind, sagde bassisten Belden Bullock efter aftenens koncert om sin kapelmester gennem 12 år, Abdullah Ibrahim. Sammen med ligeledes amerikanske George Gray på trommer har han fulgt den sydafrikanske klaver-magiker i hans forskellige ensembler, både septetten og som i aften, i trioen. ”Når vi spiller trio, er det meget mere løst; alle numrene går over i hinanden, og vi prøver at følge indfaldene fra klaveret.” Den karismatiske, høje mand med de lange slanke klaverhænder var for en stund tilbage i byen, hvor han slog sine folder for fyrre år siden. Mange ting har ændret sig, men magien var intakt. Til slut en anekdote: Abdullah Ibrahim ønsker ikke sit navn sat i forbindelse med tobak og alkohol, og netop producenter af disse varer figurerer ofte som sponsorer i musikbranchen. Under forhandlingerne med en klubejer i Bloemfontein, Sydafrika, nævnte denne, at han lige skulle finde en sponsor, før kontrakten kunne skrives under. Efter nogen tid ringede klubejeren glædestrålende og fortalte, at han nu havde en sponsor. ”Nu er det vel ikke noget med tobak eller alkohol?” spurgte Abdullah Ibrahim. Der blev en lille pause i telefonen. ”Ih nej, det er cognac!”

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C