AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Engelsk up-tempo

Engelsk up-tempo

18/7/2009 | Forfatter: Lars Borup - www.lars-borup.dk
Paul Harrison Band feat. Miriam Mandipira, Fodvarmeriet 17/7 17:30


Paul Harrison og hans band kom virkelig ud over rampen, da de fredag eftermiddag indtog scenen i Fodvarmeriet


Der blev spillet engelsk up-tempojazz til stor fornøjelse for publikum, der havde fyldt teltet til mere end sidste plads. Paul Harrison Band er et af de mest kompetente på den danske jazzscene, og de forstår altid at levere varen. Samtidig er de gode til at variere repertoiret, som også indeholder et væld af velspillede solistpræstationer.

Sangerinden ved denne lejlighed var Miriam Mandipira, der har rødder i Zimbabwe. Hun har en meget kraftfuld stemme, som dog ikke kom til sin fulde ret i første afdeling på grund af for dårlig lyd. Hun tog fat på en del jazzstandards og lavede blandt andet en markant version af klassikeren "Crazy". Klarinettisten og saxofonisten havde i Århus selskab af trombonespilleren Morten Lund. De supplerede hinanden utrolig godt. Rytmegruppen var i gode hænder med guitaristen Anders Vestfall og med to englændere - Peter Williams på bas og Spike Botterill på piano. Han er en forrygende tangentspiller, og mange husker ham fra hans tid i Bob Kerrs Whoopee Band. På trommer ved denne lejlighed var Anders Haugaard. Han var bandets faste trommeslager for nogle år siden. En forrygende eftermiddag, hvor teltdugen flere gange var ved at lette på grund af bifaldet til det hårdarbejdende band.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C