AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Bluesfest med Frimer

Bluesfest med Frimer

9/7/2016 | Forfatter: Kenth Kjeldgård Nielsen | Fotograf: Hreinn Gudlaugsson
Ole Frimer Band , Ny V58, 08/07 20:30


Ole Frimer Band skød årets jazzfestival godt i gang med en fantastisk omgang blues på Ny V58.


 

Så er jazzfestivalen i gang, og heldigvis er der også plads til blues. Heldigvis, for så havde vi fornøjelsen at opleve Ole Frimer Band for fuld udblæsning. Bandet blev præsenteret som "ualmindelig tight og velspillende med plads til individuelle udskejelser", og det var præcis, hvad publikum fik.

 

Helt fra starten var energien god og stemningen i top. Den fyldte sal på Ny V58 blev diverteret med en fornem cocktail af numre fra såvel det seneste studiealbum Blålys, gamle Frimer-klassikere som "Sheltered Roads"  og strejftog gennem bluesklassikere fra navne som Albert Collins, Jeff Beck og Johnny Winter. Der var up-tempo, der var den sejeste, nærmest mørkeblå blues, som bandet også mestrer, som f.eks. nummeret "Workin' Too Much" er et strålende eksempel på.  Blålys-albummet er dansksproget og er blevet betegnet som "nordisk blues", der også trækker på visetraditioner. Det fik vi en smagsprøve på med nummeret "Hvor smukt hun ta'r sig ud".

 

Men, men ... . En koncert meed Ole Frimer Band er meget mere end bare en sætliste eller en række sange, der skal afspilles. Det er en fest, og det ligner også nærmest en leg for bandets medlemmer - Jesper Bylling på bas, Claus Daugaard på trommer og ikke mindst Palle Hjorth på tangenter. Ja, og så selvfølgelig Ole Frimer selv på guitar og vokal.

 

Hver især er de eminente musikere, der formår at lægge den helt rigtige bund, det helt rigtige drive - og som samtidig med glimt i øjet konstant udfordrer hinanden og spiller op til spas. Når Palle Hjorth kaster sig ud i en solo på tangenterne, er der vist ingen, der ved, hvor han ender. Vi kom således også forbi en "Pippi Langstrømpe-samba" midt inde i en tangentsolo, inden Hjorth fik styret tilbage til bluesen. Herligt! "Og han skal jo ha' lov en gang imellem", som Frimer sagde.

 

Der var talrige eksempler på sådanne musikalske drillerier alle instrumenterne imellem, og det er med til at give hele koncertoplevelsen et twist på den gode måde. For der skal ikke herske tvivl om, at alle i bandet kan deres kram. Ole Frimer selv er en fremragende guitarist, og han fik da også på en godmodig måde sagt noget i retnng af, at et kriterie for at være med i bandet er, at man kan blære sig ... . Og det kan de. Alle sammen. På den fede måde.

 

Koncerten var alt i alt helt i topklasse. Bandet var på hjemmebane, og både de og publikum så ud til at have en ganske fornøjelig aften. Ny V58 var så godt som fyldt. Der blev til stadighed fundet flere stole og borde frem. Som scene for en intimkoncert, som en sådan blueskoncert gerne må være, fungerede det alt i alt perfekt. Overordnet var lyden i top - dog kunne Frimers vokal til tider forekomme en smule uskarp, men det var ikke nok til at ødelægge det overordnede indtryk. En af mine medpublikummer bemærkede min lille notesbog og havde nok gættet, at jeg skulle anmelde herligheden. Hans kommentar var, at det her var en sjælden intens oplevelse. I en klasse helt for sig selv. Jeg er enig. Og dermed er jazzfestivalen igang.

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C