AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
JAZZLIVE GUIDE <br> Lørdag 22. juli

JAZZLIVE GUIDE
Lørdag 22. juli

12/7/2017 | Forfatter:


Læs om hvad du skal opleve i dag på Aarhus Jazz Festival...


 

 

Start dagen kl. 12.30 med Skylark – Frokostjazz, den sidste i serien af frokostjazz-koncerter med forskellige duokonstellationer. I dag leveres musikken af sangerinden Birgitte Mortensen og guitaristen Jens Christian Kwella. Repertoiret vil være et bredt udsnit af kendte sange fra jazzens store standardrepertoire i såvel kendte som nye arrangementer. Musikken er gratis, men kan suppleres med Bispejazz-teltets jazzplatte, der kan nydes under koncerten.

Kl. 17 inviterer Ridehuset indenfor til koncert med Norbotten Big Band feat. Anne Mette Iversen. Koncerten er resultat af et forholdsvis nyt samarbejde mellem det nordsvenske bigband og den danske bassist Anne Mette Iversen. Det er hendes musik – inspireret af de fire årstider – der bliver spillet. Du kan glæde dig til en koncert præget af behagelig og lyttevenlig klassisk jazz.

Kl. 20 giver dansk-spanske Flamencolegenderne deres anden koncert under Aarhus Jazz Festival på Helsingør Theater i Den Gamle By. Her får du en sjælden mulighed for at opleve den autentiske flamenco i både dans, sang og musik på højeste niveau. Povl Dissing skulle have deltaget, men er desværre forhindret på grund af sygdom. Denne aften erstattes han af sin søn Rasmus Dissing.

Tir Na Nòg er et af jazzfestivalens nye spillesteder, som her på den yderste festivalaften kl. 21 lægger lokaler til en koncert med Jakob Elvstrøm & Hess/Vuust/Vuust Trio. Jakob Elvstrøm har i forskellige konstellationer tidligere år blæst publikum omkuld ved sene svedige aftenkoncerter på Café Smagløs. Bevæbnet med et ufattelig godt humør og sin funky saxofon skal det nok også lykkes i nye rammer og med en særdeles velspillende trio i ryggen.

Slut festen – og det officielle festivalprogram – af med en tur på et andet af de nye spillesteder, Jazz & Venner i bunden af Jægergårdsgade, hvor Way out Westh and Windy står som garant for en omgang svedig soul-funk-jazz. De hede rytmer og det fede groove befaler dig at danse, proklamerer de – eller i det mindste at lave ”jazz-bobbet” med hovedet. 

SE HELE DAGENS PROGRAM HER

 


JazzLive Guide 2017 er en personlig guide til Aarhus Jazz Festival 2017 skrevet af JazzLive-redaktionens Carl Ancher Pedersen

TILBAGE TIL JAZZLIVE FORSIDEN



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C