AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Mørkekoncert i Dome of Visions

Mørkekoncert i Dome of Visions

14/7/2017 | Forfatter: Rasmus Espersen | Fotograf: Lora Staykova
Hymnis + Hvalfugl, Dome of Visions - Pier2, 14/07 22:30

Se fotogalleri fra koncerten


Hvalfugl og Hymnis spillede solen ned, natten ind og morgengryet frem på Aarhus Havn.



Der duftede af planter i den store glaskuppel på havnen i Aarhus. De åbne døre og den svale aftenluft holdt temperaturen nede og luften overraskende frisk i Dome of Visions, der ellers kunne minde om et stort drivhus. Der var godt fyldt i kuplen op til aftenens to koncerter. Alle stolerækkerne var besatte, og foran scenen sad folk på tæpper. Fra siddepladserne var der udsigt til Kongeskibet, hvis skorsten lyste op i skumringen.

En halv time over tid bød den ene af aftenens tre værter/bartendere Mads velkommen til dette års første festivaldag og aftenens to koncerter. I en herlig kombineret stil af excentrisk og nede på jorden annonceredes de som mørkekoncerter: "Vi holder lyset slukket, så vi stopper musikken inden daggry". Musikken skulle nydes i mørke og i stilhed frarøvet irrelevante sanseindtryk.

Første orkester på scenen var Hvalfugl. De spillede kompositioner fra deres debutalbum By, der udkom i januar i år. Trioen spillede på et lydtæppe af publikum, der hviskede og puslede sagte, som en flok cikader. At dømme ud fra den spredte tyssen, har det helt sikkert irriteret nogen, at der ikke var komplet stilhed bortset fra musikken, men derfra, hvor jeg sad, tilføjede det en analog knitren, der heldigt nok klædte Hvalfugls musik.

Trioens smukke arrangementer, elegante harmonier og disharmonier, spændende taktskifte og til tider Stravinsky-agtige stemninger ledte mere tankerne hen imod solopgang end solnedgang. Musikken emmede af håb og friskhed og lagde således ikke just op til, at man skulle hjem og i seng, som koncerten nærmede sig midnat, men snarere, at man som lytter skulle op og i gang med en skøn dag – man kunne næsten høre fuglesangen for sig. Men der var bestemt heller ikke grund til at gå hjem og i seng, som fredag blev til lørdag. Hvalfugl sluttede koncerten af med nummeret Stilhed før storm, hvilket var en rammende overgang til aftenens anden koncert.

Med Hymnis gik vi fra trio til kvartet. Piano, guitar og bas fik selskab af trommesættet, så volumen og dynamik fik uundgåeligt et nøk opad. Særligt på Hymnis’ tredje nummer, Novembers mørke, kom stormen anført af Johannes Bohns eminente trommespil. Nummeret var mere eller mindre en lang trommesolo, men ligesom i maratonsoloernes storhedstid var den spændende, varieret og dynamisk, og som lytter blev man taget med på rejse ind i novembers mørke her midt i den danske højsommer.

Hymnis spiller gamle danske folke- og kirkesange som En rose så jeg skyde, Nu titte til hinanden, Se nu stiger solen og den i anledning af kulturhovedstaden højaktuelle Drømte mig en drøm. Men de spiller dem på deres helt egen originale måde, hvor nogle er mere genkendelige end andre.

 

Hymnis sluttede af med at tage tempo og volumen ned med Morgenstund har guld i mund, og således afsluttedes aftenens og nattens mørkekoncert med snarlig morgenstund i sigte.

Lørdag rykker Dome of Visions over på den anden side af Atlanten, når de byder op til Brazilian Night med mad, samba og originale kompositioner.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C