AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Japansk jazzfund på nyt spillested

Japansk jazzfund på nyt spillested

16/7/2017 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Jørn Gade/Poul Nyholm
MoGoToYoYo, SåRT, 16/07 21:00

View photogallery from this concert


MoGoToYoYo sprudlede, gnistrede og svedte.



Der findes flere koncerter i jazzugen end dem, der er omtalt i det store trykte program. Så følg med i den opdaterede ændringsliste her på Jazzfest.dk - og skynd dig ud i byen efter flere jazzskatte. MoGoToYoYo kom på i sidste øjkeblik, men der kan være andre jazzperler, der er gået under radaren.

Ugen før Aarhus Jazzfestival var der, som de fleste ved også en jazzfestival i København. Her var der flere japanske grupper end dem, som var repræsenteret i Aarhus under lørdagens minifestival Japan Now! 

Men et band, vi var så heldige også at få til Aarhus, var MoGoToYoYo. Kvintetten ledes af trommeslageren Yasuhiro Yoshigaki, som har været forbi landet i flere omgange alene og med forskellige grupper. Han har også været på besøg i USA og i flere europæiske lande.

Derudover består gruppen af Keigo Iwami på xylofon og en række mindre og specielle instrumenter, af Motoharu på bas-tværfløjte og barytonsaxofon, af Rabito Arimoto på trompet og basklarinet – samt af Ryuich Yoshida på bas og rytmeinstrumenter.

Den nuværende gruppe har kun eksisteret siden slutningen af sidste år, men bandlederen har arbejdet sammen med en enkelt i op mod 20 år. Andre har han samarbejdet med i fem og ti år. Det er en ung gruppe.

Jeg havde aldrig hørt om MoGoToYoYo, men blev af en ven anmodet om denne aften – med trussel om fortabelse af venskab, hvis jeg ikke gjorde det – at tage med ham til SåRT, en nyere restaurant på hjørnet af Jægergårdsgade og Frederiks Allé.

Da vi dukkede op, var stedet proppet med et ungt publikum. Med mine indgroede fordomme vil jeg formode, at ingen af dem før frivilligt ville være gået efter jazz. Nu sad de så her og blev udsat for noget, som ifølge foromtalerne både kaldes etnojazz og japansk free-jazz, og som sammenlignes med free-jazzere som Art Ensemble of Chicago.

Men nu sad de der – de unge mennsker. Og de blev siddende – og de smilede og lyttede, grinte og sugede til sig. Jeg gamle sad og brummede og tænkte på gamle Charlie Mingus, når han gav den gas.

MoGoToYoYo havde så meget at give. De sprudlede. De spillede højt, men larmede ikke. Det gnistrede – og musikerne svedte. Mit sanseapparatur blev fyldt op med energi, mens jeg slubrede vilde rytmer og arrangementer i mig.

Tak til SÅRT – og til min jazzven Stefan – for at bringe MoGoToYoYo inden for hørevidde. Mere af det!

SåRT byder på mange andre fine arrangementer med ung jazz i løbet af ugen. 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C