AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Magiske nætter i Ridehuset

Magiske nætter i Ridehuset

19/7/2017 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Aarhus Jazz Orchestra – South African Big Band Nights, Ridehuset, 19/07 20:00

View photogallery from this concert


En mageløs hyldest til Sydafrika.



Endelig kunne jeg mærke det, det dér kulturby-år. Der er foregået utrolig meget siden åbningen i januar, og jeg har ikke oplevet en brøkdel at det. Men efter åbningskoncerten i Ridehuset, hvor folk opstemte og snakkende sivede ud i den lyse nat med alle de smukke, oplyste bygninger rundt omkring, da var den der. Følelsen af, at der netop nu sker noget helt særligt i den by, hvor jeg har boet i 45 år.

Det havde været en lang aften, men argumentet for at spille tre afdelinger er bl.a., at der skal være pauser, hvor omsætningen i barerne kan være med til at muliggøre den fri entré.

Den engelske saxofonist, komponist og dirigent Julian Argüelles og hans bror, trommeslageren Steve, spillede under apartheid-tiden med landflygtige sydafrikanske jazzmusikere i London, og det gav dem en livslang kærlighed til den særlige lyd, der er vokset ud af den rige blandingskultur i Sydafrika.


Og det er netop en blanding af jazz og traditionel folketone, der i disse dage kan opleves i Ridehuset. ”Jeg føler meget stærkt for denne musik, fortæller Julian Argüelles: ”Den er farlig, men dog tilgængelig; sofistikeret og alligevel simpel og fuld af kraft”.

Kontrasten mellem Aarhus Jazz Orchestras habitklædte musikere og de farverige gæster, vokalkvartetten IComplete og danseren Lulu Mlangeni, var til at få øje på, men på scenen var der ingen kulturkløft.

Musikkens enkle karakter og de sangbare melodier var måske en mindre jazzmæssig udfordring for det som altid velspillende orkester, men at kunne træde et skridt ned i forhold til musikkens lix-tal og levere soli, der er i harmoni med musikkens sjæl, er en udfordring. Den blev taget op med talent og indlevelse.

I rytmegruppen sad hele to trommeslagere: mageløse Morten Lund og Steve Argüelles.

Morten Lund fortæller: "Der er godt fyldt op i butikken, men vi prøver at dele opgaverne mellem os. Det giver først problemer, hvis vi begge vil ”jazze den op” samtidig”.

IComplete er i sig selv et fuldt orkester med den flerstemmige sangstil, der mikser soulfuld barbershop med zuluernes særlige sangtradition Isicathamiya. De fire herrer viste samtidig godt showmanship, og kunne fortælle, at turen til Aarhus var deres livs oplevelse.

De har heller ikke spildt tiden. Først var de surprise-gæster hos Jamie Cullum, dernæst var de med til at kaste glans over Jens Klüvers jubilæumskoncert, og nu kulminerer det hele med disse fire aftener, der godt kan kaldes hyldestkoncerter til den sydafrikanske musikkultur.

Lulu Mlangeni var derimod en ukendt faktor: Orkesterets medlemmer var totalt uforberedte på hendes hvirvlende, udtryksfulde dans, iklædt skiftende gevandter. Det havde ikke været en del af prøverne, men ligesom sidste års flamenco-danser løftede Lulu Mlengeni musikken endnu højere op i en forening af krop og sjæl.

Den sydafrikanske musik har haft verdenshits med f.eks. Miriam Makebas Click Song og Paul Simons You can call me Al.  Den sydafrikanske Jazz fik også en base i Europa med bl. a. Dudu Pukwana og Chris McGregor, som brødrene Argüelles samarbejdede med, og deres kompositioner fylder godt på sætlisten.

Det hele er skruet sammen til et mageløst og gribende godt show, som holdt et propfuldt Ridehus tryllebundet til sidste tone.


En glad dirigent præsenterede orkesteret således: "Saxerne er de smukke, trompeterne er de kloge, og basunerne er de heldige."

Jeg tilføjer gerne, at publikum også må siges at være heldige. Var man der ikke onsdag aften: Bare se at komme af sted, du har til og med lørdag!



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C