AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Blues i regnen

Blues i regnen

22/7/2017 | Forfatter: Kenth Kjeldgård Nielsen | Fotograf: Dorte Pedersen
Trouble Cats, Klostertorvet, 22/07 17:00

Se fotogalleri fra koncerten


Regn er ingen hindring for en fed koncert.



Det var blevet lørdag eftermiddag. Den sidste lørdag under årets jazzfestival, og sommeren havde stadig ikke rigtig indfundet sig. Og da slet ikke på Klostertorvet i Aarhus, hvor Trouble Cats gav koncert. Derimod havde regnen holdt sit indtog.

Men som sagt er regn ingen hindring for en fuldfed blueskoncert. Og da slet ikke, når man som bandet er veloplagt, fuld af spilleglæde og med 30 års erfaring og selvsamme jubiIæum i ryggen. Der blev leveret 100 procent.


Det relativt talstærke publikum, der trods regnen var mødt op, havde forskanset sig under paraplyer og bodernes udhæng.

På nær nogle brave få, der endda også kastede sig ud i regndans, var der derfor god plads umiddelbart foran scenen. Det havde bandet fuld forståelse for, og de spillede det bedste, de havde lært. Og det er absolut godt.

Der er fuld knald på, når Trouble Cats leverer deres version af bluesmusikken. Der er skruet op for strømmen, og der er et fedt sammenspil og spillen op til hinanden i løbet af koncerten. Der var adskillige eksempler på unisone forløb mellem Henrik Hansens harpe og Martin Bloms guitar. Flot, frækt.

Jazzfestivalen har budt på meget forskellig musik inden for jazzgenren, og heldigvis har der også været plads til blues i forskellige varianter. Jeg startede ud med Shades of Blue første lørdag – også et af Aarhus' store gamle bluesorkestre – og sluttede af med Trouble Cats.

Bluesmusikken lever i Aarhus, og det er så herligt, at den også bliver eksponeret på Aarhus Jazz Festival.

Skulle man have misset koncerten, eller trænger til at få den genopfrisket er Trouble Cats aktuelle med et live-album. Det gengiver ganske godt, hvad de leverede denne lørdag eftermiddag.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C