AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024

JAZZLIVE GUIDE 2019 - Onsdag 17. juli

10/7/2019 | Forfatter:


Læs om hvad du skal opleve i dag på Aarhus Jazz Festival...


Onsdag 17. juli 

I dag tager jazzfestivalen hul på i alt fire formiddagsarrangementer med titlen Talking Jazz – Historier fra 100 år med jazz i AarhusDe foregår kl. 11.30 på Teaterkatten, og denne første gang er der fokus på den tidlige periode fra 1919-1949. Et panel af jazzentusiaster – musikere, arrangører og publikummer – fortæller om deres oplevelser i jazzmiljøet. Spændende fortællinger, sjove anekdoter og historiske facts vil fylde rummet. 

Det giver god mening at fortsætte på Bispetorvet kl. 13, hvor Skt. Pauls Band giver koncert. Orkesteret er en fortsat aktiv fortælling om Aarhus-jazzen gennem tiden, da det består af lutter veteraner fra den lokale jazzscene. En af dem er dirigent, arrangør og basunist Peder Pedersen, der i sin tid grundlage legendariske Peder Pedersens Big Band. Forvent swingende udgaver af klassiske jazznumre fra især ”Den Amerikanske Sangbog”. 

Et anderledes apropos til Talking Jazz er Jazz & Poetry-koncerten på ARoS Aarhus Kunstmuseum kl. 16, hvor man kan opleve poesi og jazz gå op i en højere enhed. Digtene står den aarhusianske poet Peter Laugesen for. Han er kendt som en sand mester i genren, både live og på adskillige udgivelser med forskellige bands. Med på ARoS har han et hold af stjernemusikere fra den danske jazz- og rockscene, bl.a. pianist Nikolaj Hess og (Gnags)guitarist Per Christian Frost. 

I dag begynder Aarhus Jazz Orchestras traditionsrige fire-dages jazzfest på Officerspladsen og i Ridehuset, i år med overskriften Cuban Big Band Nights. Kig indenfor i Ridehuset kl. 20 til koncerten med Aarhus Jazz Orchestra feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino, og oplev, at overskriften giver mening. Musikken er af den prisvindende cubansk-amerikanske komponist og trommevirtuos Dafnis Prieto, der også fungerer som dirigent. Desuden medvirker to andre cubanske musikere, Yasser Pino (bas) og Eliel Lazo (percussion). I selskab med Aarhus Jazz Orchestra er der lagt i ovnen til latin-jazz i verdensklasse. 

Slut en tætpakket jazzdag på COLABS i bunden af Jægergårdsgade, som byder på en todages impro-jazzfest med i alt ni bands. Kl. 22 spiller Horse Orchestra – en forrygende dansk-norsk-svensk-islandsk konstellation. Lad dig ikke lokke (eller skræmme), af programmets genrebetegnelse ”Traditional”, for som undergenre er angivet ”Free-jazz/Avant-garde”. Det fortæller, at vi har at gøre med et band, der frygtløst blander traditionel jazz, hiphop, noise, barok og fri improvisation – på én gang virtuost, humoristisk og med en selvsikker rock’n’roll-attitude. 

 

SE HELE DAGENS PROGRAM HER

 


JazzLive Guide 2019 er en personlig guide til Aarhus Jazz Festival 2019 skrevet af JazzLive-redaktionens Carl Ancher Pedersen

TILBAGE TIL JAZZLIVE FORSIDEN



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C