AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Returnings: Jakob Bro Vender tilbage

Returnings: Jakob Bro Vender tilbage

14/7/2018 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Jakob Bro Returnings , Atlas, 13/07 21:00

Se fotogalleri fra koncerten


Arrangørgruppen Sun Ship kunne glæde sig over fuldt hus på Atlas fredag aften, og det blev da heller ikke denne dag, at jorden gik under. Det havde i så fald medført, at aarhusianerne ville gå glip af en masse god musik i ugen, der kommer.


 

Risskov-drengen Jakob Bro var tilbage i sit gamle Hood, kun et par stenkast fra latinerkvarterets caféer, hvor han som så mange andre håbefulde unge musikere spillede sine første job. Nu som ét af festivalens hovednavne, og med en placering på forsiden af Aarhus Onsdag.

”Det er altid dejligt at komme hjem til Aarhus”, sagde han, inden han smed skoene for bedre at kunne betjene sine mange effektpedaler. Med sig på scenen havde han et par af sine gamle idoler, trommeslageren Jon Christensen og trompetisten og komponisten Palle Mikkelborg på hhv. 75 og 77.

Den norske trommeslager medvirkede sammen med Jan Gabarek og Palle Danielsson i 1974 på Keith Jarretts nordiske album Belonging på selskabet ECM, og skæbnen har villet, at Jakob Bro i dag har kontrakt med selvsamme selskab, der har mottoet ”The most Beautiful Sound Next to Silence”. Sammen har aftenens kvartet netop indspillet Returnings med legendariske Manfred Eicher som producer. Og anmelderne har haft den store pose med stjerner fremme.

Med strømpefødder på pedalerne og nænsomme fingre på den hvide Telecaster-guitar indledte Jakob Bro koncerten, kort efter suppleret af Thomas Morgan på kontrabas, og den formel gik igen resten af den 90 minutter lange koncert.

Jon Christensen er eksponent for det æteriske, søgende trommespil, og den tydeligt alderdomssvækkede musiker valgte en yderst tilbagetrukken rolle med et lavmælt, kommenterende spil.

Palle Mikkelborg, derimod, var absolut aftenens mest dynamiske kraft, også rent visuelt med sine stadige vandringer på tværs af scenen, hvor han undervejs indgik i dialoger på tæt hold af sine medmusikere.

Bros guitarlyd og Mikkelborgs trompet/flygelhorn lever af – og igennem – elektronisk bearbejdning, og vi fik mange genhør med de hvalsange og rumklangsmættede messinglyde, som har været Mikkelborgs signatur igennem menneskealdre.

Men trods en udstråling som en Anders Bondo Christensen, holdt amerikanske Thomas Morgan lytteren fast i virkeligheden med sit jordnære basspil, og kombinationen af de store lydmalerier og den varme akustiske lyd var fortryllende.

Pludselig var tiden fløjet af sted på ryggen af en musik, der ikke udfordrede ens hvilepuls eller gav sved på panden, men hvor numrene beskrev bevægelser, der rakte lige fra undfangelse til det sidste åndedrag. Vi var i selskab med fire musikere, der i fællesskab mestrede de ordløse fortællinger om livets store emner.

Sun Ship sælger et begrænset antal billetter, som giver adgang til alle deres koncerter under Aarhus Jazzfestival 2018. Check programmet for de spændende navne på Atlas og Radar.

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C