Jazzens essens finder man i jamsessions. Det er her improvisationen, legen og det uforudsigelige udfolder sig. Vores skribent tog på togt i de natlige timer for at beskrive de stemninger, som opstår, når jazzens musikere mødes til jam efter dagens koncerter.

Klokken er 23.03. Ud fra den åbne dør på Café Smagløs lyder tonerne fra en kontrabas. Tonerne flyder ud og fylder Klostertorvet med afdæmpet lyd. Lige uden for caféen sidder flere gæster og suger til sig af jazzen, der strømmer ud på pladsen. Gennem ruden kan jeg se adskillige horn, som står i kø for at få lov til at spille deres solokor.

Går man ind i caféen, er det svært at finde en siddeplads. Caféen er fyldt. Publikum sidder vendt med blikket mod de musikere, som netop nu giver deres bidrag til aftenens jam. Belysningen er afdæmpet og passer godt til den jazzede stil, og stemning der er. Et glas splintrer mod gulvet, da bassoloen og den valgte standard lakker mod enden. 

Der er fire horn på scenen, bakket op af to unge herrer på trommer og bas. Der diskuteres, og nu vælges næste tune. Endnu en gang klinger ridebækkenet,  og et af temaerne fra de evigt spillede standarder lyder unisont fra de mange blæsere. Solisternes fraser sidder ikke nødvendigvis altid i skabet. Men det gør ikke noget. Jamsessions er et sted, hvor musikere mødes, lærer og suger til sig. 

En sangerinde ønsker næste nummer, der bliver You Don’t Know What Love Is. Jamsessions er jazzens legeplads og her kan opstå små, uforudsigelige fine øjeblikke. Eksempelvis da to tenorsaxofonister spiller solo sammen over dette nummer vendt med hornenes klokker mod hinanden. Jammen på Smagløs er hyggelig og intim. Stemningen ligeledes. Smagløs har byens parisiske boheme-jam. 

Andetsteds i Aarhus finder man atter en jamsted. På HeadQuarters mødes byens mere etablerede kræfter. En udvalgt kvartet før an af bassist Anders Juel Bomholt har åbnet ballet med et længere sæt af nøje udvalgte standarder. Ved baren mingler musikere, som efter færdigspillede gigs får sig en øl. Det lader til, at lige så meget, som der jammes, bliver der netværket. Der bliver hilst og snakket om forrige uges job i København, udvekslet telefonnumre og betragtninger om tingenes tilstand.

Tempoet og niveauet er højt. Flere af jazzens absolut store navne fra det danske jazzlandkort giver sig blandt andet i kast med et halsbrækkende take på Joe Hendersons Inner Urge. Det er amerikansk og med voldsom energi. Her strækker solisterne ud og prøver af. Tester grænser for, hvad ugens bambusblad på saxofonen kan trække, eller hvor meget trommeskindene tåler.

Snakken er højere. Lokalet er større, og det samme er ambitionerne for ,hvor musikken skal kunne tages hen i løbet af en jamsession. Er man i Paris på Smagløs, så er man i New York på HeadQuarters.