AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024

Plakaten til Aarhus Jazz Festival 2021 er klar

18/3/2021 | Forfatter:


Kunstplakaten til den 33. udgave af Aarhus Jazz Festival er designet af illustrator og grafiker, Anya Winqvist, der har sammensmeltet et af jazzens klassiske instrumenter, nemlig saxofonen, med byens karakteristiske rådhus. Årets festival kommer bl.a. til at sætte fokus på netop jazzsaxofonen ved en række koncerter.


Årets plakat emmer af blå toner og aftenstemning i Aarhus, hvor rådhuset er blevet til en saxofon, der blæser jazzmusik ud over hele byen. ”Det er klassisk jazzstemning, natten er ung, og man skal til jazzfestival, fyldt med forventning om en god aften”, siger plakatens ophavskvinde Anya Winqvist. I billedet har Anya arbejdet med mange forskellige lag af bl.a. håndmalet akvarel og fotos. Hun fortæller videre: “I mit arbejde har jeg brug for virkelig mange forskellige slags input for at få en god idé, og det er ikke til at vide, hvor den kan komme fra, så når jeg skal lave noget, sætter jeg mig ind i det fra mange forskellige vinkler”. Inspirationen til plakaten tæller bl.a. at se dokumentarfilmen “Chasing Trane” om jazzsaxofonisten John Coltrane, studere gamle jazzplakater og at kigge nærmere på en saxofon, som Anya lånte af sin nabo.

Anya Winqvist er grafiker, illustrator og forfatter med et bredt virke, der udover at have fokus på det visuelle også har kredset om børnekultur. Hun er født på Sydgrønland, opvokset i Danmark og har boet over 20 år af sit liv i Sverige, før hun for fem år siden vendte hjem og bosatte sig i Aarhus. ”Min far voksede op i Risskov, og Aarhus har altid betydet familiebesøg, gode historier og grandonkel Arnes symaskinebutik på Strøget - lutter gode ting”, siger hun. Men det var, da hun voksede op i Hørsholm, at hun første gang hørte hyggejazz strømme ud fra et af byens værtshuse. ”Jeg hører meget forskellig musik, men har altid været glad for jazz”. Nogle af favoritterne indenfor genren er Jan Lundgren, Chet Baker og jazzsangerinderne Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan og Billie Holiday.

Aarhus Jazz Festival finder sted 10.-17. juli 2021, hvor der endnu engang vil være jazzmusik over hele byen. Der sættes bl.a. fokus på saxofonen ved en koncertrække, der både hylder instrumentets rolle i jazzhistorien og leverer bud på lyden af jazzsaxofonen i dag. Festivalen viste i 2020, at det kan lade sig gøre at gennemføre jazzkoncerter med de restriktioner, der måtte være som følge af covid-19. Derfor er vi også fortrøstningsfulde i forhold til at kunne afholde en jazzfestival, selv om det nok stadig vil kunne mærkes, at vi lever i en coronatid. Vi følger situationen og myndighedernes udmeldinger nøje og vil, i lighed med sidste år, tilpasse festivalen efter de gældende retningslinjer i samarbejde med jazzfestivalens arrangører.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C