AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Et overflødighedshorn af strengeleg

Et overflødighedshorn af strengeleg

21/7/2018 | Forfatter: René Wiborg | Fotograf: Barbara Alexandersen
Guitar vs. Guitar – Nye Spor, Helsingør Theater - Den Gamle By, 20/07 20:00

Se fotogalleri fra koncerten


Titlen på aftenens unikke koncertforestilling kunne antyde, at det var en slags battle mellem guitarer. Det var dog snarere strengeinstrumenter og video i lavmælt samklang i det charmerende Helsingør Theater i Den Gamle By.


 

”Til Phantasiens Moroe” står der over scenen i den stilfulde gamle sal, hvor 50-60 tilhørere havde indfundet sig for at møde trioholdet på den halvdunkle scene:

Sekstrengs-maestroer Uffe Steen på elguitar og Frederik Munk Larsen på spansk guitar samt Jens Mønsted, videokunstner, pianist og komponist.
Uffe med iPad foran sig, Frederik med papirnodeark og Jens ved et bord med hvid dug og computer/mixer.

Skelettet i programmet – med 12 indslag - var de videoer og lydcollager, Jens Mønsted havde kreeret. Billeder af guitarer, som blev trakteret med filtkølle, bue, sliderør og piskeris dannede den visuelle og klanglige bund. Percussivt og med den gentagne lyd af fingre, der anslår løse strenge.
Først som Intro: The Guitar, senere Interlude: Guitars og slutteligt Finale: Guitar Orchestra.

Disse ”satser” var bindeled mellem indslag, hvor Uffe Steen og Frederik Munk Larsen bl.a. improviserede over loops og spillede korte værker. Jazz, klassisk og folkemusik af Van Heusen/Burke, Bach, Dowland og Uffe Steen. Nogle gange som duo, andre gange solo.

Ørepropperne blev i lommen denne aften. Det overordnede lydniveau var noget lavt efter min smag. Men det var sandsynligvis kalibreret efter det naturlige output fra den spanske guitar.

Aftenens mest interessante element var det værk, Jens Mønsted havde klippet sammen på baggrund af små indsendte videoloops, hvor (lokale) guitarister bidrog med egne figurer hjemme fra privaten. Et virtuelt guitarorkester.

Siddende i soveværelset, i haven eller i stuen spillede de énstrengsfigurer, westernguitarakkorder, heavy riffs og meget mere. Fed collage!

Efter kun 40 minutter: Hov, er det allerede slut? Nu var vi lige kommet godt i gang … .


Idémand Gorm Askjær måtte afslutningsvis en tur på scenen og sige tak for i aften til tilskuerne, som blev siddende – sultne – efter at trioen havde bukket færdig på scenen.

Det var måske en smule rodet og kort oplevelse, men Aarhus Jazz Festival og samarbejdspartnere skal ha' tak for at ta' chancen og afprøve nye koncepter.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C